Autoritært. Engang troede vi på os selv i Europa. Nu bekæmper vi vores fjender ved at blive som dem, advarer juristen Jacob Mchangama.
Det militante demokrati
Hvis man på et eller andet tidspunkt i de seneste ugers virak om mælk og blod og danskhed og højreekstreme T-shirts har tænkt: »Det var sgu egentlig nemmere, hvis vi slap for at høre på det her,« så er man næppe den eneste. Midt i de forvirrende slagudvekslinger kan det være vanskeligt at gennemskue, hvordan den slags diskussioner skulle føre os et bedre sted hen.
Men i virkeligheden er forløbet en nærmest perfekt illustration af ytringsfrihedens knirkende mekanik. Den er aldrig gnidningsfri eller videre elegant; man kan slå sig på den og blive trist til mode. Men når tandhjulene drejer videre, står vi som regel klogere tilbage, på os selv og på andre. Og vigtigere endnu: De forkvaklede tanker, der blomstrer i skyggerne, har det med at visne, når de udsættes for dagslys i den åbne og fri debat.


