Apokalypsen synes i høj kurs. For nylig læste digteren Frederik Lind Køppen sine vrede vers op i Deadline iført en T-shirt, der hyldede den ultranationalistiske tjetnik-milits. Linjer i versaler om »interspecifik konkurrence mellem to arter«, »vandaliserede vinbarer lagt øde, øko-bagværk trampet til ukendelighed (...) nervøse trækninger overalt, beskyttelsespenge og baldrede ruder« og »om at være tvunget til at fjerne det, der står i vejen for mig«.

Men parallelt med denne »radikalkonservatisme« – for nu at citere historiker og Lind Køppen-superfan Kasper Støvring – der er blevet prist af filosofparret Rune og Eva Selsing samt litterat Marianne Stidsen og hånet af flere, findes en anden undergangsfortælling, der snarere end blå-sort må kaldes rød-grøn. Den handler ikke om demografi, islam og kristendommens forlis, men om planetens ve og vel og vores dræbende ignorance – og det er dén skæbnetime, jeg har sat forfatteren Theis Ørntoft, aktuel med essayet Bag litiumbjergene, stævne for at tale om.