I midten af marts sad jeg i sneen i det frosne nordnorske vinterlandskab. I hænderne havde jeg en glasflaske indeholdende seks måneder gammel gedetykmælk. Flasken var året før blevet gravet ned i mosen, som nu lå under en god meter sne. Mælken kom fra to geder, som min veninde Gea havde med sig, da hun sidste sommer besluttede sig for at sy et kraftigt bomuldstelt, banke en brændeovn ud af en brugt olietønde og flytte ud til en fjeldsø. Her ville hun undersøge, hvad landskabet kunne tilbyde hende i bestræbelsen på at blive selvforsynende.

Med sig havde hun, nok som det vigtigste, en massiv mængde kundskaber, som hun havde tilegnet sig gennem sine 29 leveår. Ud over det lidt basismad, udstyr, slædehunden Konrad samt de to geder, Carmen og Lillemor, som blev byttet ud med hendes anden slædehund, Bengal, da græsningssæsonen var ovre. Men før gederne rejste ned til stalden, blev den sidste upasteuriserede mælk, skabt af den sparsomme vegetation på fjeldet, omdannet til tykmælk, hældt på flaske og gravet ned omkring et lidt enligt placeret birketræ på mosefladen øst for teltet.