Et nysgerrigt og frihedselskende pattedyr, kvikkere end heste og de fleste hunde, har bevæget sig ind i valgkampens centrum, hvor det fungerer som politisk markør og stressfaktor.

I sidste øjeblik har først Moderaterne, så Socialdemokratiet erkendt, at de ikke kan komme uden om grisen, men må kræve noget ekstra på dets vegne. Også mere, end de selv tidligere har villet give dette dyr, der samtidig er Venstres ømmeste punkt: Giver det gamle bondeparti grisen markant bedre forhold, vil svineproducenterne gå til Danmarksdemokraterne.