På en skrånende mark i bunden af Isefjord er en flok ungarske uldgrise ved at udfolde deres individualitet – det særpræg, vi ikke tiltror dem. Maria Bojsen springer ned fra sin røde minilæsser og træder ind over det lave hegn.

»Det nemmeste er at sammenligne dem med et kuld hvalpe, det kan folk forstå,« siger hun, og ja, jeg kommer straks til at tænke på den omhyggelighed, nogle hundekenneler udviser for at parre hver enkelt hvalp til den rigtige familie. En gris kunne være min hund eller omvendt. Tanken forandrer alt.