Naturen er klam. Og grusom

Forleden fór jeg vild i et sommerhusområde i Tisvilde. Jeg havde været nede for at bade og skulle cykle op til en havefest, men Google Maps forstod ikke alle de snørklede stier og blinde grusveje, og til sidst kørte jeg bare rundt på må og få mellem tårnhøje hække og monstrøst dyre sommerhuse. Det støvregnede, der var stille, ingen mennesker overhovedet. Jeg drejede om et hjørne, og pludselig stod der foran mig på stien en stor hjort. Jeg stoppede op, så til højre og til venstre, men det var bare dyret og mig. Den stod bomstille, trak vejret roligt, gloede stille på mig med store sorte øjne, og jeg tænkte, at det her vel var en rigtig naturoplevelse, var det ikke? Et møde med urskoven. Et vendepunkt i spillefilmen, hvor hovedpersonen endelig indser noget væsentligt om verden og om sig selv, fordi civilisationens kaos for et øjeblik forstummer mellem de grønne blade.

Så drejede dyret sig rundt og afslørede en fed hvid orm, som hang ud af numsen på den, så lang at den næsten skrabede mod jorden. Hjorten udstødte en uhyggelig og hæs fugleagtig lyd og sprang væk.

Det var nok ikke sådan en orm, Lars Løkke stod og tænkte på i sidste uge, da han nærmest fik tårer i øjnene over, hvor meget natur og skov der nu skal rejses i Danmark. Det var »verdenshistorie«, som skatteminister Jeppe Bruus med vanlig beskedenhed bemærkede, og jeg var da også selv glad. Mennesket skal fylde mindre, vi skal have urørt natur, mindre landbrug, flere arter, »organiseret vildskab«, som man siger.

Efter at have været nærmest totalt ligeglade i årevis elsker folk nu pludselig naturen. Der er så meget Fjeld og Fritid, vandre- og telttur, trangia-lystfisker-overlevelses-bushcraft i kulturen lige nu. Men midt i den nyfundne naturbegejstring vil jeg bare lige minde om en ting: Naturen er klam. Og grusom.

Jeg kan huske engang i gymnasiet, hvor jeg sad hjemme hos en ven i en boligblok i Aarhus Nord og så fjernsyn, mens vi røg hash i en dyb sofa. Vi så et eller andet dyreprogram, noget fra Afrika, Serengeti tror jeg, der var i hvert fald en hyæne, som var drattet død om, og lynhurtigt flokkedes en masse gribbe om kadaveret. De forsøgte at stikke deres spidse næb gennem den tykke hyænehud, men uden held, de blev vildere og vildere, stak øjnene ud på hyænen, sloges med hinanden, og til sidst fandt en af dem så simpelthen på at stikke hoved og hals langt op i numsen på det døde dyr og æde den indefra.

Det er alligevel en lidt anden natur end Pocahontas, der svømmer med oddere og krammer nogle traner.

For nogle år siden gav Lars von Trier et interview til TV-Avisen, hvor han er ude at gå et sted, måske i Dyrehaven, måske er det lige inden Antichrist har premiere, han peger i hvert fald på en lille gul blomst i vejkanten. »Se den lille fine fyr der,« siger han, »ved du, hvad der sker med den? Der kommer en hund og pisser og skider på den, og så dør den.« Og det er jo rigtigt. Naturen er først og fremmest død. Indvoldsorme, ådsler, råd.

En sommermorgen, da jeg var barn, åbnede jeg hoveddøren til vores parcelhus og fandt en frø siddende urørlig på fliserne og stirre op på mig. Nåå lille ven, tænkte jeg, trådte et skridt frem og opdagede, at dens tarme lå spredt ud over jorden. Vores kat må have bidt den midt over og sat resten til os som en lille gave.

Vi er kun glade for naturen, fordi vi ikke længere er en del af fødekæden. Fordi vi netop ikke er i naturen, sådan rigtigt, fordi det er en særlig tæmmet og trimmet variant af den vilde natur, vi oplever, når vi taler om den vilde natur.

Vi mennesker har domineret og ødelagt klima og natur totalt, og nu har vi fået dårlig samvittighed; nu erkender vi, at vi ikke kan leve uden »det andet«, at vi er forbundet og afhængige, at vi jo også selv er natur, vi er i familie med grantræer og bjørne. Jeg forstår det godt, jeg vil ikke asfaltere paradis og anlægge en parkeringsplads, vi skal bare huske, at naturen ikke er noget venligt sted. Naturen er frygtindgydende.

Jeg tænker tit på dokumentarfilmen Grizzly Man af tyske Werner Herzog, der fortæller historien om en fyr fra New York, der elsker grizzlybjørne så meget, at han flytter ud i et telt i en nationalpark i Alaska. Til sidst bliver han sjovt nok ædt af en bjørn. 

For nylig var jeg i Nordsverige for at skrive en artikel for avisen. På vej derop fløj vi tusind kilometer over uendelig nåleskov, søer og bjerge, et landskab uden civilisation, uden nåde og moral. Tænk pludselig at stå midt i sådan en natur. Det må være det mest skræmmende sted i verden.

Vi er selv natur, siger man, og ja ja, det ved jeg, det er rigtigt, men vi er også så meget mere. Og jeg har det rigtig fint med at opretholde den sondring mellem civilisation og natur, som mange intellektuelle i disse år forsøger at nedbryde.

Den grønne ungdomsbevægelse skriver i deres lille bog Retfærdig Naturbevarelse, at de gerne vil erstatte demokratiet med et »økotraki«, hvor »planter, dyr, svampe og alger bliver betragtet som individer i egen ret«. Et nyt verdenssyn, hvor »et birketræ eller en markmus er lige så meget værd som os«. 

Der vil jeg nok trods alt fastholde, at min søn og min datter er mere værd end alger og birketræer. Og det gør mig vel til speciesist, som man siger på engelsk: For jeg mener faktisk, at min egen race, menneskeheden, er vigtigere end andre dyr.

Så jeg foreslår en bodeling mellem os og orme-bjørne-skov-naturen: De passer deres egen butik, og vi passer vores. Det, der foregår i skoven, bliver i skoven. En slags safe spaces for grævling og frø. Men så skal de heller ikke komme krybende over til os.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.