Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Forsvaret har opdaget en sjælden sommerfugl tæt på Frederikshavn. En hedepletvinge, hedder den.

Derfor skal planerne for en ny krudtfabrik, der snart har været 1.000 dage undervejs, igen laves om: Sikkerhedszonerne rykkes, og en enkelt nabo skal alligevel ikke have eksproprieret sit hus. Det skriver Jyllands-Posten.

»Når man vælger at tage hensyn til sommerfuglen, så kommer man også til at tage hensyn til, at der bliver én mindre, der bliver eksproprieret,« som forsvarsminister Troels Lund Poulsen forklarer til avisen.

Sommerfugl af arten hedepletvinge, der har fået Forsvaret til at rykke sikkerhedszonerne for en ny krudtfabrik i Frederikshavn. Foto: Johnny Madsen, Scanpix.
Sommerfugl af arten hedepletvinge, der har fået Forsvaret til at rykke sikkerhedszonerne for en ny krudtfabrik i Frederikshavn. Foto: Johnny Madsen, Scanpix.

Stop engang. Læs lige det igen.

Fordi man vil tage hensyn til en sommerfugl, så vil man nu også tage hensyn til nogle mennesker, der bor ved siden af den nye fabrik.

Endnu mere mystisk bliver det, fordi de nye planer hverken vil forsinke, fordyre eller forværre projektet, som generalløjtnant Per Pugholm sagde på et borgermøde forleden.

Hvorfor i alverden ville man så ikke tage hensyn til naboerne, før man opdagede hedepletvingen?

Nyhedsbrev: Dagen ifølge

Hver dag giver Weekendavisens skribenter et personligt perspektiv på dagens og tidens mest bemærkelsesværdige historier. Tilmeld Dem nyhedsbrevet her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 15 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

For tiden vælter det ud med historier om lokale borgere, der føler sig klemt i den grønne omstilling. I Thy vil de eksempelvis stoppe nye kæmpevindmøller. I Sdr. Vium vil de ikke omringes af gigantiske marker fyldt med solceller.

Begge steder oplever de, at ingen for alvor lytter til deres bekymringer. Da borgerne i Thy klager over støj, sender kommunen et par damer ud, som bogstaveligt talt bare lytter med ørerne og ikke kan genkende problemet, som man kan se i TV 2-dokumentaren Borte med blæsten. En grotesk scene.

Til gengæld beretter vindmølleindustrien om, at mange projekter bliver standset eller nedskaleret af hensyn til natur, fugle og flagermus.

Syd for Lønstrup i Nordjylland kender de også udfordringen: Her er adskillige sommerhuse forsvundet, fordi de ikke må beskytte sig ordentligt mod havet, der æder sig flere meter ind i kysten hvert år. Kysten er nemlig et beskyttet Natura 2000-område.

Da virakken om festivalen Musik i Lejet var på sit højeste sidste år, var det også hensynet til naturen – og ikke de støjplagede naboer – der blev afgørende for, at den blev flyttet væk fra en parkeringsplads på stranden i Tisvilde.

Det er ikke nemt, formentlig tæt på umuligt, at bygge vindmøller eller krudtfabrikker, afholde festivaler eller beskytte sig mod havet, uden at det nogle gange går ud over dyr, natur og mennesker. Det er en svær balancegang, og ikke alt kan sættes i stå, hver gang nogen føler sig gået for nær.

Men man forstår efterhånden godt, hvis der sidder nogle borgere rundtomkring i landet og tænker:

Tager vi mere hensyn til dyr end til mennesker?

Hvad vi ellers holder øje med

1. Hvad sagde PET til andre partiledere?

Anklagemyndigheden skal betale 20.000 kroner i erstatning til tidligere FE-chef Lars Findsen, fordi PET-chef Finn Borch Andersen ifølge byretten gav en »usand« orientering til en række partiledere i 2022.

Ifølge Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, der som eneste partileder afgav forklaring i retten, fik han her at vide, at Lars Findsen stjal cykler og byttede dem til S/M-sex. Det er der ikke belæg for i det fremlagte materiale, lyder det i den bemærkelsesværdige dom.

Morten Messerschmidt ankommer til retten i Lyngby, hvor det i går blev afgjort, at Anklagemyndigheden skal betale 20.000 kroner i erstatning til Lars Findsen. Foto: Sebastian Elias Uth, Scanpix.
Morten Messerschmidt ankommer til retten i Lyngby, hvor det i går blev afgjort, at Anklagemyndigheden skal betale 20.000 kroner i erstatning til Lars Findsen. Foto: Sebastian Elias Uth, Scanpix.

Men »Morten Messerschmidt husker orienteringen, der skete for knap fire år siden, forkert«, skriver advokaten Tomas Ilsøe Andersen til til DR. Anklagemyndigheden har derfor anket dommen.

Tilbage står derfor et interessant spørgsmål. For byretten konstaterer ikke bare, at Messerschmidt fik en usand orientering. Nej, det gjaldt »partilederne« i flertal, står der i dommen, altså Lars Løkke Rasmussen, Jakob Ellemann-Jensen, Pia Olsen Dyhr, Sofie Carsten Nielsen plus daværende justitsminister Nick Hækkerup.

Så hvad siger de andre politikere: Fik de også at vide, at Lars Findsen byttede cykler for S/M-sex?

Da det ifølge retten er »usandt«, kan man vel ikke bryde sin tavshedspligt ved at svare på netop dét simple spørgsmål.

2. 00, 01, 02, 4, 6, 8, 10, 12

Alle hader tilsyneladende den nuværende karakterskala. Men bliver de gladere for den nye, som regeringen præsenterer i dag?

Karaktererne -3 og 7 forsvinder, mens vi nu skal lære karakterer som 01, 6 og 8 at kende, hvis man skal tro TV 2 og andre medier.

Regeringen præsenterer en ny karakterskala, der skal erstatte den udskældte 7-trinskala. Foto: Sara Gangsted, Scanpix. 
Regeringen præsenterer en ny karakterskala, der skal erstatte den udskældte 7-trinskala. Foto: Sara Gangsted, Scanpix. 

En smule forvirrende er det i hvert fald, at den nye skala vil ligne den gamle så meget, hvorfor det kan være »vanskeligt at skelne mellem de to«, som en ekspertgruppe påpegede om en lignende model tilbage i 2020.

Alle, der gennem tiden har fået 00 og 10 på først 13-skalaen og siden 7-trinsskalaen, kan dog glæde sig over, at netop de to karakterer ser ud til at blive hos os.

Selvom de sikkert betyder noget helt andet i dag.

Send som altid ris, ros, kommentarer og gode ideer til narv@weekendavisen.dk.

Det var alt for i dag, hvor jeg i øvrigt vil give et stort 10-tal til vejret. På alle skalaerne.

Venlig hilsen
Nikolaj Arve