NU skal man passe på med at lægge alt for meget i en kæk bemærkning fra en dansk politiker. Men der var alligevel noget sigende ved den mail, som SFs politiske ordfører, Signe Munk, tirsdag sendte til sine partifæller: Hun kunne ikke fortælle noget konkret om de opslidende regeringsforhandlinger, som nu har foregået i knap ti uger. Men, konstaterede hun ifølge TV 2, der bliver heldigvis serveret kaffe, danskvand og mad undervejs, og »som jyde er jeg naturligvis stor tilhænger af gratis mad«. Tidligere samme dag kunne tv-stationen også berette, at den kongelige undersøger, Mette Frederiksen, var blevet set hos den lokale bager med en kanelstang. Disse perifere observationer vidner om et langstrakt forhandlingsforløb, hvor forbløffende lidt slipper ud undervejs. Det er lovende takter for den umage regeringskonstellation, der er under opsejling. På den anden side bringer Signe Munks bemærkning om »gratis mad« også et gammelt udtryk i hu, som SF hellere må notere sig: There is no such thing as a free lunch.

MÅ man konstatere det åbenlyse, er SF blandt Christiansborgs bedste partier til at spendere hver en krone i de offentlige kasser og flere til. Før og under valgkampen lovede partiet forbedringer i snart sagt hvert et hjørne af velfærdsstaten: to milliarder til de fattigste pensionister. 2,5 milliarder til fattige og pressede børnefamilier. 6,2 milliarder til folkeskolen. 1,1 milliard til de mest pressede kommuner. 2 milliarder til flere børns sygedage. 650 millioner til bedre minimumsnormeringer. 3,5 milliarder til bedre trivsel. Tre milliarder til at genindføre store bededag. Foruden det store spøgelse i kulissen: Forbedret og udvidet arnepension samt en mere lempelig indfasning af en højere pensionsalder, som kan koste op mod 30 milliarder kroner. Meget af dette vil SF finansiere med penge fra det såkaldte råderum og skattestigninger på blandt andet høje indkomster, aktier og store formuer. Med alle disse løfter har SF oplevet et enormt opsving ved de seneste valg til både kommuner, regioner og senest også Folketinget. Men med udsigt til et skrumpende råderum, en buldrende energikrise og en Lars Løkke Rasmussen med foden på bremsen er SFerne nu nødt til at beherske sig i bytte for ministerposter.