Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Kære læser

I denne uge prøver vi noget lidt anderledes. I stedet for tre (relativt) korte nedslag i dagens emner, giver vi lidt mere plads til ét af dem. Er det en god idé? Og hvad mangler der i det hele taget i nyhedsbrevet? Send både små og store tanker til narv@weekendavisen!

Nå, lad os komme i gang.

Bliv oplyst, inspireret eller bare provokeret med Weekendavisen ugentlige nyhedsbrev

Hver torsdag aften præsenterer Martin Krasnik alt det bedste fra ugens udgave af Weekendavisen. Modtag nyhedsbrevet her.

Bill »Lomborg« Gates

Hvordan skal man beskrive den verden, vi lever i lige nu?

Kaotisk? Måske ligefrem på sammenbruddets rand?

Der er i hvert fald nok at bekymre sig om. Krig, intern splid, atomvåben, klimakatastrofer ...

Men måske er det hele alligevel ikke så skidt, som det ser ud. De seneste ti år er det eksempelvis lykkedes denne temmelig dysfunktionelle verden at nedbringe de forventede klimaudledninger i 2040 med mere end 40 procent. Takket være den teknologiske udvikling, som har gjort det konkurrencedygtigt at tænke grønt.

Det skriver Microsoft-milliardæren Bill Gates i et utroligt langt essay, som han udgav forleden på sin hjemmeside. Et essay, som afblæser »klimakatastrofen« og lover store teknologiske gennembrud, hvis bare vi fokuserer vores kræfter rigtigt de næste ti år.

Tallene er som sådan ikke nye, men sammenstiller blot Det Internationale Energiagenturs fremskrivninger fra 2014 og 2024. Alligevel vil fremstillingen nok komme bag på de fleste, fordi vi efterhånden er vant til at tale om klimakampen som én lang serie af fejlslagne forsøg på at gøre noget NU!

Ifølge Bill Gates er det lykkedes at nedbringe de forventede udledninger med mere end 40 procent på ti år. Illustration fra billgatesnotes.com
Ifølge Bill Gates er det lykkedes at nedbringe de forventede udledninger med mere end 40 procent på ti år. Illustration fra billgatesnotes.com

Det er, som Gates selv formulerer det, ikke det »fremherskende syn på klimaforandringerne«, han her præsenterer.

Det lange essay kommer i anledning af den 30. udgave af den internationale klimakonference, som Hillary Clinton engang beskrev som »det værste møde, jeg har været til siden elevrådet i 8. klasse«. Det var dengang, København var vært for maveplaskeren COP15.

Denne gang mødes alle de kloge mennesker i Brasilien, og her vil Gates gerne have dem til at stille et spørgsmål, der får den 70-årige eks-computernørd til at lyde som en ti år yngre dansker med afbleget hår og stramme t-shirts:

Bruger vi pengene rigtigt, når vi forsøger at bremse klimaforandringerne om 100 år?

Eller var de bedre brugt på at bekæmpe fattigdom, malaria og andre uhyrligheder, der slår mennesker ihjel lige nu og her?

Bemeldte dansker er selvfølgelig Bjørn Lomborg, hvilket den konservative amerikanske avis Wall Street Journal (hvor han af og til skriver) ikke var sen til at påpege. Det var Lomborg for den sags skyld heller ikke selv.

Microsoft-milliardæren Bill Gates har i et essay afblæst »klimakatastrofen«. Foto: Caitlin Ochs, Scanpix
Microsoft-milliardæren Bill Gates har i et essay afblæst »klimakatastrofen«. Foto: Caitlin Ochs, Scanpix

Og svaret? Ja, det er ifølge begge, at det nok er bedre at bruge pengene på at forbedre folks liv i dag.

Synspunktet har ikke så overraskende allerede ført til livlig debat.

Til Berlingske siger klimaprofessor Kirsten Halsnæs fra DTU eksempelvis, at man ikke kan løse verdens udviklingsproblemer uden samtidig at løse klimaproblemet. I samme avis afviser statsminister Mette Frederiksen Gates' »overordnede logik«, selvom hun erkender ikke at have læst hans essay.

Endelig beskriver den indflydelsesrige klimaforsker Michael Mann nærmest Gates som en superskurk, der gambler med »en planet på kanten«. Det sker i et længere modsvar hos Bulletin of the Atomic Scientists.

Det er en interessant diskussion.

Tilbage står dog det ubekvemme spørgsmål: Er der virkelig nogen, der tror på, at verden i dag – plaget som den er af stormagtskonflikt og smuldrende internationalt samarbejde – er bedre i stand til at nå til enighed om fælles klimahandling, end den har været på de seneste tre årtiers klimakonferencer?

Ikke rigtig, vel?

Netop derfor er det opløftende at konstatere, at der faktisk er sket noget de seneste ti år, selvom vi har det med at bilde hinanden det modsatte ind.

Dermed er vi fremme ved dagens andre, korte historier.

2. Tavse militæreksperter

Berlingske bringer i dag den opsigtsvækkende historie, at flere eksperter på Forsvarsakademiet har fået at vide, at de må udtale sig til medierne i deres fritid. De føler sig samtidig presset til selvcensur.

Det gælder ifølge lektor Peter Viggo Jakobsen især »forligsrelaterede emner«, altså blandt andet oprustningen af det danske forsvar, hvor milliarderne for tiden flyder gavmildt fra statskassen.

Peter Viggo Jakobsen. Foto: Søren Bidstrup, Scanpix
Peter Viggo Jakobsen. Foto: Søren Bidstrup, Scanpix

Det er en proces, der helt sikkert vil føre til »fejl«, som forsvarsminister Troels Lund Poulsen sagde til TV 2 tidligere i år.

Men det må eksperterne altså bruges deres fritid til at påpege.

3. Politimand Trump

De seneste dage har Donald Trump flere gange truet Nigeria med militære aktioner, hvis landet ikke får stoppet »mordene på kristne«. Tidligere har han som bekendt angrebet smuglere fra Venezuela, truet Hamas med død og ødelæggelse og, ja, involveret sig på den ene eller anden måde i snart sagt enhver konflikt på kloden.

Foto: Elizabeth Frantz, Scanpix
Foto: Elizabeth Frantz, Scanpix

I valgkampen lovede Trump at sætte Amerika før alt andet, men han agerer nu mere og mere som den globale politimand, Anders Fogh Rasmussen altid drømte om, at USA ville være.

Hvad mon vi vågner til i morgen?

Det var alt for i dag.

Venlig hilsen
Nikolaj Arve