Der findes to slags mennesker. Dem, der allerede lever i fremtiden. Og så os andre.

Scroller man ned gennem sit feed på de sociale medier, vil man hurtigt erfare denne tiltagende spaltning af virkeligheden. I opslag efter opslag ser man driftige folk, der har leget lidt med Claude Code eller andre AI-værktøjer og nu føler sig – og måske faktisk er – i stand til at løse ethvert tænkeligt problem med et par simple kommandoer.

Forleden så jeg eksempelvis en irriterende fyr på TikTok, som lod sig transportere rundt i en selvkørende bil, mens en computer på egen hånd udførte hans arbejde. »Fremtiden er nu,« konkluderede han kækt. I andre videoer spadserer samme mand rundt på gaden eller ligger i sin seng og kommunikerer med en tjenstvillig AI-assistent ved navn Jarvis, som tilfældigvis også er navnet på den AI, som hjælper superhelten Iron Man i Avengers. Hvis man skulle være i tvivl om selvbilledet.

Disse fremtidsmennesker konstruerer hjemmesider, apps og nye forretningseventyr uden alt det slid, der plejede at følge med den slags arbejde. Døgnet rundt knokler snesevis af »AI-agenter« for dem, mens de gavmildt deler deres visdom i alenlange opslag på sociale medier – som selvfølgelig også er formuleret af en AI, for hvem gider selv at tænke længere?

Illustration: Liv Lansner

Budskabet er lige så simpelt, som det er ildevarslende: Vi er alle snart arbejdsløse, færdige, overflødige, hvis ikke vi gør som disse frontløbere.

PÅ DEN ANDEN side af skærmen sidder vi andre så og følger med, fanget i en udgave af internettet, der bliver stadig værre dag for dag. Det var ellers meningen, at den kunstige intelligens og andre teknologiske fremskridt skulle gøre alt bedre og nemmere. I stedet blev vi hvirvlet ind i en evig cyklus af nye apps, der skal downloades og opdateres; abonnementer, der skal tegnes og opsiges; logins, der skal huskes og bekræftes i atter nye apps, der skal downloades og opdateres, som en bruger på X bemærkede:

Vil du lade din elbil op? Download en app. Vil du bestille en pizza? Download en app. Vil du købe en Adidas-sko? Download en app. Vil du have tømt din skraldespand? Download en app, log ind med MitID, find på en kode, der aldrig er brugt før, med store og små bogstaver, tal og specialtegn, tillad ansigtsgenkendelse, og giv samtlige virksomheder i verden lov til at spore al aktivitet på internettet.

Og pludselig er der desværre ikke mere plads på mobilen, man er i øvrigt blevet logget ud, og ens kode er blevet lækket på internettet sammen med hele ens privatliv, som der står i en mail fra en ukendt afsender, som kræver en million bitcoins for at aflyse mareridtet.

Heldigvis kan den kunstige intelligens tilbyde et nyt liv: Brug den til at vælge den rigtige frisure. Brug den til at snyde til eksamen. Brug den til at søge samtlige ledige jobs på internettet. Brug den til at finde en ny kæreste. Brug den til at slå op med hende igen. Brug den til at blive liderlig. Brug den til at planlægge et terrorangreb. Brug den til alt.

På Spotify kan man få en personlig AI-dj til at spille det værste musik, man nogensinde har hørt – hvis ikke den indbyggede algoritme rammer skævt nok i forvejen. På Netflix udvikles mystiske kategorier med anbefalinger, tilsyneladende uden nogen forbindelse til noget, man tidligere har set. Facebook er overbevist om, at vi snart lever i et metavers og har derfor besluttet sig for at fylde det eksisterende univers til randen med idioti og annoncer for næseklemmer, som får ens partner til at stoppe med at snorke. På Google skal man nu scrolle igennem et semikorrekt AI-svar og 1.000 reklamer, før man når til det, man egentlig ledte efter.

VI BLEV LOVET en kur mod kræft og flyvende biler, og i stedet fik vi det her bras og møg, lyder en tilbagevendende sarkastisk kritik af udviklingen. Uendeligt mange milliarder kroner er kastet efter snurrende datacentre, og så sidder vi og kigger på falske videoer af dyr, der hopper på trampolin om natten.

Men i virkeligheden kan begge dele jo godt være sande på samme tid: Mens de indviede nærmer sig næste store teknologiske gennembrud og svaret på alt, er vi andre fanget i en uforløst mellemregning, måske for evigt.

Forleden skrev min kollega Christoffer Zieler om sine børn, der allerede navigerer i den nye virkelighed som indfødte i den lokale skov. Det fik mig til at tænke på Giuseppe Tomasi di Lampedusas gamle roman Leoparden. Her forsøger en ung revolutionær ihærdigt at overbevise en desillusioneret italiensk fyrste om, at alle snart vil drage fordel af »den moderne verdens vidundere«. Hvortil fyrsten svarer:

»Jeg synes snarere, det minder om en hundredårig dame, der i sin rullestol bliver slæbt med ind på verdensudstillingen i London uden at begribe noget som helst, og som blæser på det hele, lige fra stålværkerne i Sheffield til spinderierne i Manchester, og kun længes efter igen at få lov til at slumre mellem sine tilsavlede puder og med sin natpotte under sengen.«

Det er værd at huske: Verden er fyldt med folk som os, der endnu ikke lever i fremtiden og måske ikke rigtig orker den. Især ikke hvis den minder om den digitale virkelighed, som de visionære mennesker i Silicon Valley hidtil har fremmanet.