Ligesom alle andre funderer jeg over, om de kunstige intelligenser vil blive menneskehedens undergang, så jeg bruger dem med en vis forsigtighed. Kunstig intelligens er det, min sociologilærer kaldte et »ekspertsystem«, en teknologi, man bruger, selvom man ikke forstår, hvordan den virker, hvilket med tiden afføder en ubehagelig følelse af mindreværd og eksistentiel uro. Så jeg har tilgået kunstig intelligens i mit hverdagsliv med mentale gummihandsker og tang. Ingen AI må redigere i eller komme med forslag til mine tekster, har jeg for eksempel bestemt.

I Kina, som også ofte i Vesten anskues som en slags ekspertsystem, er det åbenbart anderledes, her skubber man fra regimets side med stor hast AI-styret robotteknologi ud i samfundet, hvor folk angiveligt tager det til sig uden at mukke. I podcasten The Journal hørte jeg forleden om en kinesisk mor, der dagligt ifører sig en uhyggelig maske, så hun ligner skurken Bane fra Batman. Masken oversætter hendes ord til engelsk i et stemmeleje, der mimer hendes eget, og dermed kan hun lære sit barn et fremmedsprog, mens det endnu er i børnehavealderen. Mor taler kinesisk, men engelsk kommer ud, og det lille barn svarer på samme sprog med sin lille bløde stemme, mor smiler bag gysermasken. Det er normal adfærd i Kina, fremgik det.