Dagen ifølge Nikolaj Arve

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Der er sket noget mærkeligt de seneste uger og måneder.

Pludselig går alle rundt og taler om kunstig intelligens som en gigantisk boble, der bare venter på at briste. The Economist gør det, New York Times gør det. The Atlantic, Information og Weekendavisen gør det.

Det er »boblen, der ved, den er en boble«, som en techrådgiver ved navn Craig McCaskill formulerede det på sin blog tilbage i august.

Alle lader sjovt nok også til at være enige om, hvad det hele minder mest om: The Railway Mania i Storbritannien i 1840erne, »historiens største teknologimani« og »et af de største finansielle krak«, som Christian Bennike skrev forleden her i avisen.

Inde i AI-boblen findes der altså en slags analytisk jernbaneboble. Men selvom mange er enige om analogien, er de ikke enige om, hvad vi kan lære af dette historiske fortilfælde.

Der er dem, der mener, at historien viser, at sådan et krak bare er et bump på vejen mod en lysere fremtid. Der er dem, der læser situationen noget mere dystert. Og så er der dem, der bruger historien til noget helt tredje eller fjerde.

Begynder vi med de mere optimistiske stemmer, finder man eksempelvis økonomen Tyler Cowen fra George Mason University. Mandag skrev han hos The Free Press, at selvom briterne dengang i 1840erne måske gik lidt for meget amok med at bygge jernbaner, så stod infrastrukturen tilbage og »transformerede verdensøkonomien«.

»Der kan ske det samme med AI,« mener Cowen, fordi den underliggende teknologi »sandsynligvis vil transformere verden til det bedre og skabe stor og bæredygtig økonomisk værdi«.

Hos VoxEU argumenterer man også for, at jernbanehistorien viser, at den slags »spekulative booms« er gode for samfundet, selvom mange investorer mister deres penge. Det samme skriver en techinvestor ved navn Andrew Coyle, som genkender en cyklus af høje forventninger, et krak og så reelle fremskridt baseret på »al denne infrastruktur« (læs her: de gigantiske datacentre).

Også Tomas Pueyo, der blev kendt under coronakrisen for tidligt at anbefale en såkaldt »hammer og dans«-strategi, sammenligner med jernbanerne og når frem til, at det måske slet ikke er en boble.

Som nævnt læser andre dog historien noget anderledes.

Tag for eksempel journalisten Derek Thompson, som i går udgav et interview på sin blog med den økonomiske historiker Richard White under overskriften »AI kan blive det 21. århundredes jernbane. Spænd sikkerhedsselen«. Det er rigtigt nok, lyder argumentet, at jernbanerne dengang endte med at kunne bruges efter det store crash. Men det er ikke sikkert, at det samme kan lade sig gøre med de mange datacentre, der driver AI-hypen.

»Argumentet om, at AI-boomet vil efterlade nyttig infrastruktur til det næste boom, holder ikke rigtig i nogen konventionel forstand,« som techjournalisten James Ball fra avisen The New World skriver.

Samme pointe kunne man forleden læse i The Atlantic, som også påpegede, at »datacentre forfalder hurtigt i modsætning til den mere holdbare infrastruktur i form af kanaler, jernbaner eller endda fiberoptiske kabler«. Det samme skrev UnHerd tilbage i begyndelsen af august.

Endelig er der som nævnt også dem, der mener, at vi bør lære noget helt andet af historien. På en hjemmeside om »Forgotten Lands, Places and Transits« skriver de, at både det gamle jernbane- og det nye AI-boom er noget møg, som fører til skovfældning, dræner vandressourcer, overbelaster energinettet, bruger underbetalt arbejdskraft og meget andet.

Og hos The Guardian argumenterer Eduardo Porter for, at det måske er bedst for os alle med et stort crash:

»Måske kunne et sammenbrud i AI-sektoren bane vejen for, at teknologien bliver styret i en anden retning – væk fra Silicon Valleys jagt på at skabe en supersmart, softwarestyret agent, der skal erstatte mennesker af kød og blod og sprede en syntetisk version af menneskeheden ud i galaksen,« skriver han.

»I stedet kunne vi fokusere på at udvikle noget, der rent faktisk gør livet bedre for mennesker, som de er.«

Uanset hvad der står tilbage, hvis AI-boblen brister, må man bare håbe, at det ikke minder alt for meget om DSB.

Hvad vi ellers holder øje med

1. Toldkongen

I dag bliver det afgjort i den amerikanske højesteret, om Donald Trump fortsat kan opføre sig som en »toldkonge«, der hæver og sænker toldsatserne efter forgodtbefindende.

Senest gik det ud over Canada, der blev straffet med yderligere ti procent told, fordi Trump ikke kunne lide en tv-reklame, der citerede Ronald Reagans syn på told.

Vinder Trump sagen, vil det ifølge den konservative avis The Wall Street Journal få katastrofale konsekvenser. Ikke bare nu, men også i fremtiden, fordi en mere venstreorienteret præsident vil kunne bruge toldvåbenet til noget helt andet:

»Et alt for sandsynligt eksempel er en klimakrise, der bruges til at beskatte import fra lande med høje CO₂-udledninger.«

2. Demokraternes fremtid

Det var en god nat for Demokraterne i USA. Mest opmærksomhed har der været på den venstreorienterede Zohran Mamdanis borgmestersejr i New York, men i virkeligheden var det de mere midtsøgende kandidater, der hev de største sejre hjem i Virginia og New Jersey, som mediet Semafor påpeger.

Betyder det så, at fremtiden for Demokraterne er den demokratiske socialisme, som Mamdani står for, eller den mere klassiske linje, som man finder hos Virginias og New Jerseys nye guvernører Abigail Spanberger og Mikie Sherrill?

Ja, det slagsmål er først lige begyndt.

Det var alt for i dag. Send meget gerne ris, ros, kommentarer og ideer til narv@weekendavisen.dk.

Venlig hilsen
Nikolaj Arve