Sig det ikke til min chef, men i løbet af sommeren har en ny arbejdsgiver gjort krav på stadig mere af min tid. Det er ikke en helt normal arbejdsgiver. For det første hedder den Robolinho500, hvilket jo er et besynderligt navn. For det andet er den en robotplæneklipper.

Tanken var egentlig, at denne skabning skulle arbejde for mig og ikke omvendt, da jeg slæbte den hjem fra Bauhaus for snart fem år siden. Sådan gik det også i begyndelsen. Hver morgen trillede Robolinho500 pligtskyldigt af sted med et klik fra sit lille hjem bag ved æbletræet. Bevægelsesmønstrene var godt nok meningsløse, på randen af vanvid, frem og tilbage igen og igen over de samme græsstrå. Men med tiden blev jobbet udført, der var aldrig brok, ingen krav til mig, ingen søndag formiddage med sved på panden, hvilken fryd at se på dette simple vidunder gennem køkkenvinduet.

Men langsomt, ganske langsomt og uden større palaver har rollerne ændret sig. Nu sker det sådan cirka én gang i døgnet, hvis ikke oftere, at Robolinho500 nedlægger arbejdet og hidkalder mig med en notifikation i en app, den har fået installeret på min telefon.

»Robolinho500 har rapporteret et problem,« kan beskeden lyde. »Robotten er kørt fast.«

Illustration: Gitte Skov.

Én dag kan det være et æble, der sætter sig på klingen. En anden dag er det et stykke legetøj. Men også: noget mudder, en kvist, nogle blade, uforståeligt små forhindringer.

Problemerne er uforudsigelige, men altid er svaret det samme: Jeg må i træskoene og rundt i haven for at lokalisere Robolinho500, bære den i mine arme tilbage til dens hjem og her fjerne skidt og snavs, som var den en baby med stort i bleen.

Alt det kunne tyde på, at jeg snart burde investere i en ny robotplæneklipper eller måske bare gøre arbejdet selv. Case closed.

Men! Så lærte jeg pludselig et nyt begreb at kende: weaponized incompetence. Det skete under læsning af forfatteren Christina Hagens store essay her i avisen om alle de dumme mænd, der manipulerer med deres kloge kvinder. Det var som at se verden på ny.

Hagen oversætter selv til »instrumentel inkompentence«, hvilket lyder klogt. Men egentlig betyder det vist bare, at man gør sig dummere, end man er, for at få nogle andre til at gøre arbejdet i haven, i huset eller på ferien. Det er smart, især hvis man gerne vil skilles.

Weaponized incompetence er også smart, hvis man er en robotplæneklipper, der ikke orker mere. Siden jeg læste Hagens essay, er jeg blevet mere og mere sikker på, at Robolinho500 bruger samme strategi i vores efterhånden så komplicerede forhold, som Hagens kæreste gjorde under planlægningen af en rejse til Jamaica. »Du ved, hvordan man gør,« undskyldte han sig. »Jeg er kørt fast,« siger robotten. Udfaldet er det samme.

Tag nu bare den afslørende detalje, at råbet om hjælp som regel først tikker ind i min app, når jeg er draget hjemmefra for at passe mit rigtige arbejde. Det har den konsekvens, at Robolinho500 kan hvile sig hele dagen i skyggen, mens græsset gror, indtil jeg kommer hjem og bærer den i ly for natten, så den ikke flænser et pindsvin i mørket.

Eller tag de mange ferieuger i løbet af sommeren, hvor Robolinho500 på en eller anden måde havde fået vendt sine knive indad, så den flød tandløst rundt på græsplænen og daskede dovent til græsset. En misere, der krævede indtil flere ture med en gammeldags håndskubber.

Den dumme narrer den mindre kloge, kunne man sige.

I VIRKELIGHEDEN HAR jeg dog på fornemmelsen, at sagen er større end denne konflikt mellem Robolinho500 og mig. Meget større. Ser man sig omkring, er teknologien ved at tage fusen på os overalt.

Mange er for tiden bekymrede for, at hyperintelligente maskiner, skabt af gale og geniale folk som Elon Musk og Sam Altman, inden længe bliver så kloge, at de beslutter sig for, at det nu må være nok med de mennesker. Hvad skal man egentlig bruge os til, lyder logikken, når vi er så dumme?

Jeg mistænker, at det forholder sig lige omvendt. Hvorfor gøre det af med os, når vi kan yde alt det hårde arbejde, denne hyperintelligens har brug for? Bygge datacentre, trække kabler, lade os omringe af vindmøller og solceller for at holde maskineriet kørende, fodre algoritmerne.

Nej, vil en kunstig intelligens overtage verden, er det ikke rationelt at virke alt for klog. Det er rationelt at virke ufatteligt dum. Dum som en robotplæneklipper. En nærmest trumpsk erkendelse. Weaponized incompetence.

Bare se på verden af i dag, denne desillusionerede udgave af science fiction-genrens forestillinger, præget mere af it-koks og uendelige skemaer, der skal udfyldes, end af flyvende biler og rejser ud i rummet.

Forestiller man sig en ikke bare hyperintelligent, men også snedig skabning som bagmand, giver det hele mening. Vi gør, hvad maskinerne beder os om, vi er der, når de kalder – og foretager os ellers ikke meget.

Det sker hver dag i Netto, når ældre damer bruger halve formiddage på selv at scanne en pakke ost med kommen, hvilket selvfølgelig holder damerne beskæftiget, men samtidig også pacificerer alle andre i en kø, der slanger sig længere og længere mellem hylder med spotvarer og frysepizzaer. Så længe vi står der, kan vi ikke gøre oprør.

Det sker hver dag på Aula, hvor en utrolig mængde mennesker holder sig beskæftiget med at læse og producere en utrolig mængde beskeder til hinanden om en utrolig mængde emner, der utroligt nok har noget med dagens folkeskole at gøre.

Det sker, når computerne pludselig genstarter midt i noget vigtigt, men lover at være færdige liiiige om lidt, så man egentlig bare kan sidde der og stirre på skærmen.

Det sker, når vi igen-igen klikker ja til cookies. Det sker, når vi ringer til vagtlægen og selv må finde vej gennem en labyrint af tast selv-muligheder.

Ja, det sker, når travle journalister bærer rundt på deres robotplæneklipper i stedet for at passe deres arbejde.

Det sker hele tiden.

Men jeg vil nu leve med meget, hvis bare Robolinho500 igen vil slå mit græs.

Hver uge beretter Weekendavisens skribenter om små og store sakronikepisoder fra deres liv i klummeføljetonen ’Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere klummer her.