Sig det ikke til min chef, men i løbet af sommeren har en ny arbejdsgiver gjort krav på stadig mere af min tid. Det er ikke en helt normal arbejdsgiver. For det første hedder den Robolinho500, hvilket jo er et besynderligt navn. For det andet er den en robotplæneklipper.

Tanken var egentlig, at denne skabning skulle arbejde for mig og ikke omvendt, da jeg slæbte den hjem fra Bauhaus for snart fem år siden. Sådan gik det også i begyndelsen. Hver morgen trillede Robolinho500 pligtskyldigt af sted med et klik fra sit lille hjem bag ved æbletræet. Bevægelsesmønstrene var godt nok meningsløse, på randen af vanvid, frem og tilbage igen og igen over de samme græsstrå. Men med tiden blev jobbet udført, der var aldrig brok, ingen krav til mig, ingen søndag formiddage med sved på panden, hvilken fryd at se på dette simple vidunder gennem køkkenvinduet.