MENNESKET er en sær skabning. Altid stavrer vi rundt på vores to tynde ben med de alt for store hoveder svævende mellem vores smalle skuldre. Frygtindgydende ser vi ikke ud, knap nok levedygtige fra fødslen, men i vores øjne brænder en nysgerrig og grådig ild. Det er denne ild, der gennem historien har forvandlet det hidtil umulige til det mulige. I kunst. I krig. I videnskab. I sport. Søndag skete det igen: Den kenyanske løber Sabastian Sawe gennemførte som den første nogensinde et officielt maraton på under to timer i Londons gader. En bedrift, der for bare få år siden virkede både utænkelig – og alligevel nærmest uundgåelig: År for år har atleterne skubbet til grænsen for det menneskeligt mulige, indtil der til sidst stod 1:59:30 på stopuret, da den 31-årige kenyaner krydsede målstregen uden nogen større anstrengelse aftegnet i ansigtet. Blot 11 sekunder senere fulgte den etiopiske maratondebutant Yomif Kejelcha. Diget var brudt, en ny normal indtruffet. Hvilken utrolig bedrift.

KENDER man mennesket ret, vil også denne nye rekord inden længe blive fortid. For øjeblikket diskuterer kloge hoveder ellers, også her i avisen, om vores tid er gået i stå eller ej, om kulturen er stagneret, om vi nu er dømt til en tilværelse fuld af evige gentagelser og AI-bras? Ikke i sportens verden i hvert fald. Her hersker en evig sult efter nye landvindinger. Det ser vi ikke kun i løbesport, men også i cykling, i stangspring, i svømning. Vi barberer sekunder af gamle rekorder, lægger centimeter til, forcerer bjerge i vanvittige ridt og flyder gennem vand som delfiner i flugt. Alle steder er opskriften både simpel og indviklet: Med mystisk udseende letvægtssko og -udstyr, minutiøse træningsregimer og maksimal refueling, som man kalder det besværlige indtag af kulhydrat undervejs, er der skruet på enhver tænkelig og tilladt marginal. Dertil mangler blot den rigtige atlet med den rette offervilje: Lidelse er, som forfatteren Haruki Murakami skriver, noget, man vælger.