Torsdag. Et folkeligt holdingselskab, Putins organer og en masse lattergas. Her er …

Dagen ifølge Christian Bennike

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens daglige nyhedsbrev ‘Dagen ifølge’. Læs mere og tilmeld Dem her.

Godformiddag, kære skattebetaler, i dag er ikke kun en smuk sensommerdag, det er også dagen, hvor vi endelig får en stemme i den offentlige debat.

1. Holdingselskabsfolkelighed

Danmark har nemlig fået en ny ngo, Skattebetalerne, »en folkelig interesseorganisation, der favner danskerne bredt«, som direktør Martin Ågerup udtaler til Politiken.

I 19 år var Ågerup direktør i CEPOS, nu er han gået sammen med blandt andre Peter Loft, folketingskandidat for Liberal Alliance, og tidligere kommunikationsmand i CEPOS, Liberal Alliance og DF Mads Korsholm, om en organisation, der kæmper for »så lave skatter som muligt« og »et skattesystem, der er til at forstå«.

Martin Ågerup er direktør i den nye interesseorganisation Skattebetalerne. Arkivfoto: Linda Kastrup, Scanpix

Det er en folkelig organisation, understreger de; de vil »varetage interesserne for alle borgere, der betaler skat«, som Ågerup siger, og det er jo vitterligt alle: folket i bestemt ental, »danskerne bredt«, os alle sammen. Det er både Bente og Jens nede fra gården, Kim Fournais og Fie Laursen, ham venturekapitalmanden, som lige har solgt et rækkehus på Holmen til 58 millioner, og det er et førtidspensionsægtepar fra Odsherred, som var i radioen i morges, fordi de ikke kan betale deres varmeregning. De har åbenbart alle sammen fælles interesser, fordi de alle sammen betaler skat.

På sigt skal Skattebetalerne finansieres af en masse små kontingenter fra medlemmer, men so far kommer pengene fra 20 anonyme gavegivere, »privatpersoner, der har givet et lån via et holdingselskab«, som Martin Ågerup siger.

Og så kan man jo sidde i Odsherred eller på en café på Vesterbro og overveje, om det trods alt er et bestemt udsnit af »alle borgere«, som har sådan et.

2. Skattebetalernes gas

Der er også sket noget andet med de danske skattebetalere: Markant flere af dem bliver sigtet for besiddelse af lattergas: 168 sigtelser i 2023, 1.131 sidste år og 870 alene i de første otte måneder af 2025.

Tallene er lidt svære, fordi de forskellige år bliver opgjort forskelligt, men den eksplosive stigning er åbenlys. Og det interessante er, at næsten alle sigtelser sker i København og på Vestegnen, som tilsammen udgør 75 procent af alle sigtelser i år. 

Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen, Scanpix

Som bekendt var den 17-årige dreng, som i sidste måned kørte en 65-årige mand ihjel foran Babysam i Valby, også høj på lattergas.

Jeg har ikke kunnet finde ud af, hvor mange af de sigtede der har et holdingselskab.

3. Putins organer

En anden markant skattebetaler er havregrynshader og Instagram-superbruger Emil Thorup, som i aften indleder en foredragsturné. Det handler om, hvordan man måske kan udskyde døden med nogle år, hvis man lever på en helt vanvittig måde – der er stadig en del billetter til salg, kan jeg se.

I den forbindelse vil jeg lige nævne en samtale mellem Vladimir Putin og Xi Jinping, som blev opfanget af en mikrofon i går, mens de to diktatorer gik sammen ned ad den røde løber i Beijing på vej til militærparade:

»Engang var det sjældent, at nogen blev ældre end 70, nu om dage er en 70-årig stadig et barn,« sagde Xi på mandarin til Putin via en tolk. Og Putin svarede på russisk:

»Med udviklingen i bioteknologi kan menneskelige organer transplanteres kontinuerligt, folk kan blive yngre, når de bliver ældre, de kan endda blive udødelige.«

Begge ledere er 72 år. Gennemsnitslevealderen for russiske mænd er i øvrigt 67 år, på niveau med Yemen og Senegal.

»Man forudser, at i dette århundrede bliver det muligt at leve til 150 år,« sagde Xi så, og Putin gentog det med »organudskiftning«.

Nu er der jo ikke nogen direkte sammenhæng mellem Emil Thorup og Putin (eller Martin Ågerup for den sags skyld), men nogle gange er det altså svært at fatte, at det her rent faktisk er den verden, vi skattebetalere lever i.

Alt godt
Christian Bennike

cben
er skribent på Weekendavisen og beskæftiger sig med alt muligt: Fra de politiske opbrud i Europa til pastaretter og centralbanker, død, gæld og klimaforandringer. Han er uddannet cand.mag. i medievidenskab og har tidligere været Europa-korrespondent i Bruxelles for Dagbladet Information.

Andre læser også