Kultur

Smørtyv. Det biografiske drama om Maria Schneider, der blev seksuelt krænket i Sidste tango i Paris, er ordinær filmkunst, men en anledning til at gense Bertoluccis sære provoværk og tage afsked med et ynkeligt kunstsyn.

Op i røven, Bertolucci

Pressefoto: Another World Ent.

Første gang jeg så Bernardo Bertoluccis Sidste tango i Paris fra 1972, var på dvd i midten af 00erne. Bertoluccis erotiske kammerspil, havde jeg læst, var et af filmhistoriens mest grænseoverskridende og sexede værker. Kontroversiel filmkunst. Dannelsespensum. Lige noget for mig. Jeg husker, at jeg så den med den indstilling – med tiltro til kanoniseringen.

De fleste husker bedst de intime scener, hvor en aldrende Marlon Brando og en purung, ofte nøgen Maria Schneider tosser rundt i en skramlet lejlighed som to umage elskere uden viden om hinandens liv på den anden side af væggene.

Katrine Hornstrup Yde
(f. 1983) er kulturkritiker og -journalist, uddannet fra Københavns Universitet i Litteraturvidenskab og Moderne Kultur – med filmstudier på Columbia University i New York og på Paris 7. Har tidligere været ansat som filmanmelder og podcastredaktør på Politiken og senest som kulturredaktør på Dagbladet Information. Skriver om film og fjernsyn, tidsånd, pop og magt.