Første gang jeg så Bernardo Bertoluccis Sidste tango i Paris fra 1972, var på dvd i midten af 00erne. Bertoluccis erotiske kammerspil, havde jeg læst, var et af filmhistoriens mest grænseoverskridende og sexede værker. Kontroversiel filmkunst. Dannelsespensum. Lige noget for mig. Jeg husker, at jeg så den med den indstilling – med tiltro til kanoniseringen.

De fleste husker bedst de intime scener, hvor en aldrende Marlon Brando og en purung, ofte nøgen Maria Schneider tosser rundt i en skramlet lejlighed som to umage elskere uden viden om hinandens liv på den anden side af væggene.