De besatte

Bedst som man troede, at den borgerlige forargelse over to Gaza-demonstrationer på årets Roskilde Festival ikke kunne blive voldsommere, udkom Berlingske mandag:

Festivalen havde faktisk været »et antisemitisk hadorgie«, skrev historiker Christian Egander Skov. Han havde godt nok ikke selv været til stede, men mente alligevel, at det hele skabte »mindelserne om partidagene i Nürnberg 1936 komplet med massesuggestion, opfanatiseret ungdom og ideologisk snæversyn«.

Det borgerlige Danmark er gået amok, fordi et irsk punkband, Fontaines D.C., og en dansk sanger, Mø, brugte ti minutter af deres koncerter på at give demonstranter taletid.

»I aften døde Roskilde igen som samlende begivenhed,« skrev chefredaktør Tom Jensen i Berlingske.

Det var et »intellektuelt sammenbrud«, lød det her i avisen fra Martin Krasnik.

Det var »et hav af danske unge der hylder ideen om et jødisk folkemord«, skrev komiker Brian Mørk på X.

»Det er slut med Roskilde for mit vedkommende,« erklærede Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn, selvom han aldrig havde været der – det hele var bare »en flok venstreorienterede fjolser, der råber på Israels udslettelse«.

Men var det nu også det?

Det handler om to koncerter ud af 185. Til en ungdomsfestival med et erklæret venstreorienteret, aktivistisk udgangspunkt. På det tidspunkt, hvor palæstinensiske flygtninge bliver skudt, mens de venter i kø for at få mad. Hvor 57 procent af danskerne ifølge en ny meningsmåling fra Epinion mener, at Israels krig er gået for vidt.

DE BORGERLIGE DEBATTØRER, som i diskussioner om muhammedtegninger og koranafbrændinger taler bombastisk om ytringsfrihed (og tak for det), er nu pludselig bange for ord. For »massesuggestion«. Som om ytringer kan besætte de viljeløse tilhørere og forvandle dem til frådende antisemitter.

Så nu lyder de borgerlige næsten som de venstreorienterede, man engang kritiserede:

»Se, jeg er jo en stærk tilhænger af ytringsfriheden og af at lade meningerne brydes,« indledte Tom Jensen sin leder: »Men ...«

»Jeg er ikke imod ytringsfrihed, tværtimod, men …« sagde kommunikationsekspert Anna Thygesen til Kristeligt Dagblad, idet hun kritiserede Roskilde Festival.

Det er dejligt med ytringsfrihed, men …

Nu klager de borgerlige over aktivisternes »tone«:

»Normalisering af ekstremistisk sprogbrug skaber grobund for radikalisering,« skrev Knud Brix i Ekstra Bladet og lød næsten som Marianne Jelved, der kritiserer Pia Kjærsgaard i 00erne – pas på de hårde ord!

Imens foreslog Morten Messerschmidt (DF) at give Greta Thunberg indrejseforbud.

KRITIKKEN AF AKTIVISTERNE går især på udråbet »from the river to the sea«, som mange opfatter som en opfordring til at omstyrte staten Israel. Man forstår godt modviljen: Palæstina skal være frit, men det skal bestemt ikke fylde fra Middelhavet til Jordanfloden.

Men dels er det tvivlsomt, om de, som råber sloganet, rent faktisk ønsker sig Israels ødelæggelse. Dels er dumme, tvetydige udråb netop også en del af ytringsfriheden. Ligesom brændende dukker af statsministeren, provokerende tegninger og konspiratoriske ideer.

Og paradoksalt nok er de venstreorienterede Gaza-demonstranter mindre voldelige, mindre og mindre ekstreme end nogensinde før: De kaster ikke med sten, de slås ikke med politiet; de vifter med flag, siger fuck og råber slogans.

Man kan kun kalde Roskilde Festival et antisemitisk hadorgie, hvis man ikke var der. Gaza reelt fyldte meget lidt.

Ja, protesterne var forudsigelige. Ja, de er polariserende (hvilket ikke altid er dårligt). Og ja, det er dumt, når Greta Thunberg blander Gaza og klima og kapitalismekritik sammen. Men aktivisme og protest kendetegner også et sundt demokrati. Det er en måde at holde hinanden fast på vores idealer – og det er der brug for, når vores allierede begår krigsforbrydelser.

Det chokerende er ikke et par demonstrationer, men at det borgerlige Danmark åbenbart går mere op i at kritisere sine politiske modstandere, end de reelt bekymrer sig om ytringsfrihed og liberale menneskerettigheder.