Hva’ mon man er?

På overfladen er alt, som det plejer at være denne første uge i juli. Studenterne er sprunget ud, solen kommet frem, og i Roskilde er en dyrskueplads forvandlet til Nordeuropas største musikfestival, også selvom det i år har knebet med at få solgt de sidste armbånd.

Skal man lægge noget i denne tøven? Efter sidste års mudderbad med 66 millimeter regn under Roskilde Festival forstår man vel godt, at det unge publikum ikke bare lige vender tilbage til et gerningssted. Det er sådan, arrangørerne selv forklarer, at man i lørdags for første gang i mere end et årti åbnede festivalen med billetter tilovers.

Men den forklaring kan ikke stå alene, for under overfladen er et større skred undervejs. Se bare på sidste uges danske hitliste.

Da Roskilde Festival åbnede i fjor, lå 15 udenlandske sange i top-40 på singlehitlisten herhjemme. I år var tallet tre. Tre! Så lad os bare tage dem: Den katolske eks-YouTube-prankster Alex Warren lå nummer otte med bryllupshymnen »Ordinary«, det tidligere bryllupshymnegeni Ed Sheeran var på 18.-pladsen med »Azizam«, og Sabrina Carpenters countrydrejede »Manchild« – som man nok ikke skal spille for sin udkårne – fandt man tre pladser længere nede.

Alt andet i top-40 – navne som Annika, APHACA, Lamin, Mumle og Gilli – var danske kunstnere, der synger og rapper på dansk. Aldrig har vi haft adgang til så meget musik fra hele verden, og aldrig har vi i så udpræget grad opsøgt det nære. Det ligner en revolution, og selvom det er svært at pege på, hvem der står bag, og hvilke dynamikker i branchen der helt nøjagtigt spiller ind, er det let at sige, hvis revolution det i hvert fald ikke er.

For hvis der er noget, der kendetegner Roskilde Festival, er det, at man her satser på udenlandsk musik. Ud af hovedprogrammets mere end 130 koncerter er kun 20 procent med danske kunstnere, og vi skulle helt frem til KESI-koncerten i 2023, før 10ernes mest indflydelsesrige bølge i dansk musik – den melodiske ghettorap – fandt vej til Orange Scene. Her gives ikke ved dørene, i hvert fald ikke til kunstnere med dansk pas.

HELT ANDERLEDES ser det ud på Danmarks næststørste festival, Smukfest i Skanderborg. Dér, hvor partoutbilletterne blev udsolgt for mere end et halvt år siden, er 70 procent af hovedprogrammets cirka 120 optrædende danske navne. Når man i tidens løb har gjort styrkeforholdet op mellem de to festivaler, har det især været den forskel, der har gjort Smukfest til ikke bare kvantitativ, men også kvalitativ lillebror. Dansk musik: Hvor provinsielt!

Den indvending giver imidlertid ikke længere mening for Roskildes helt unge kernepublikum. De er vokset op med dansksproget rap, og nu er også den pop, de hører, på dansk. For dem er det større at opleve 20-årige Annika åbne Orange Scene onsdag aften, end det er at høre hendes amerikanske kollega, verdensstjernen Olivia Rodrigo samme sted fredag.

Af de udenlandske navne på årets festival har kun to – den engelske singer-songwriter Lola Young og den amerikanske rapper Doechii – haft en single i top-40 herhjemme i år, og begge nåede kun akkurat op blandt de ti mest populære. Annika har haft 19 hits på samme liste siden nytår; det er, som titlen lød på hendes debut-ep for et år siden, Nye tider.

Fra denne avis’ bogsektion hører jeg ligeledes, at oversat litteratur har det svært i disse år. Vi vil hellere læse danske forfattere, hvad enten de skriver om mord, sommerfugle eller forsvundne fædre. Så kan verden udenfor – den, der ellers fylder alt – passe sig selv for en stund.

Hvad betyder denne kulturændring, dette stemningsskift, for magtforholdet mellem landets to største musikfestivaler?

Normalt har Roskilde været i en liga for sig, når det gjaldt om at udlægge tidens musikalske tendenser, men i år er andre arrangører – gerne dem med en international bookingmastodont i ryggen – løbet med flere af de mest interessante og aktuelle udenlandske navne. Alene Syd for Solen i Valbyparken kan prale af popdivaen Chappell Roan, guitarmagikeren Mk.gee og slackerrockeren MJ Lenderman. Alle tre havde pyntet på årets Roskilde-plakat.

Spørgsmålet er også, om det overhovedet er fra udlandet, man skal hente sine kunstnere, hvis man skal tegne et portræt af den musikalske tidsånd lige nu. Publikums lyttevaner siger noget andet, og de siger det med en kraft, der gør den skanderborgske bøgeskov til en lige så væsentlig scene som dyrskuepladsen i Roskilde – i hvert fald imens vi befinder os i denne dansksprogede osteklokke og prøver at finde ud af, hvad den siger om os som lyttere og verdensborgere lige nu.

Roskilde Festival varer til og med lørdag.