From Roskilde to the sea – sæt kunsten fri

DEN store skærm ved Orange Scene gjorde det klart for alle: »Israel begår folkemord!« Budskabet lyste op under onsdag aftens koncert med det irske rockband Fontaines D.C., der ifølge anmelderne er et af de mest spændende i tiden, »dragende«, i »konstant bevægelse« og »definerende« for fremtiden. »Vi har nogle venner med,« sagde de, og så overlod de mikrofonen til propalæstinensiske aktivister, der råbte Free, Free Palestine og slagord om Jerusalem på arabisk. Det bliver nok ikke sidste gang ved årets festival.

KREATIVE kræfter – musikere, kunstnere, forfattere – forspilder ikke en chance for at forbande Israel: Budskabet om folkemord eller slagsangen »Død over IDF« lød på NorthSide- og Glastonbury-festivalerne, ligesom det er sket på musikfestivaler i både Europa og USA og til prisfester, hvor vinderne både siger tak for statuetten og »fuck zionismen«.

VERDENS kunstnere har ét budskab i disse år, og det har aldrig handlet om den israelske Nova-musikfestival, hvor 365 unge mennesker blev massakreret i et sadistisk voldsorgie, der var langt værre end terroren mod parisiske Bataclan eller den homoseksuelle Miami-natklub Pulse. Flere overlevende sidder stadig som gidsler i Gaza, men ikke et kvæk fra noget band har man hørt for at mindes dem, ikke en bittelille opfordring til at løslade gidslerne.

HØJTRÅBENDE og enslydende fordømmelser af krigen i Gaza flyder gennem hele den kreative verden. I Politiken lød det efter nogle timer onsdag aften, at optrinet på Orange Scene var »et skelsættende øjeblik« og »klæder Roskilde« – som om bandets instruktion til publikum om at chante Free Palestine på en eller anden måde var modig eller overraskende. Det er den åbenlyst ikke; den er tværtimod dybt forudsigelig. Mon de mange festivaler gør sig klart, hvor ødelæggende denne ensretning er? Musikken er – ligesom billed- og filmkunsten – i sit væsen flertydig og nuanceret. Kunst insisterer på forskellige perspektiver og sandheder, ofte på samme tid og i modsatte retninger. Kunsten vil have os til at forstå andre verdener, holdninger og synsvinkler end vores egne. Fandtes den ikke, ville vi være åndeligt fattige og blinde. Endimensionelle verdensbilleder er sjældent kunst. Og med deres enslydende budskaber reducerer kunstnerne sig til redskab for propaganda. 

INTELLEKTUELLE følger trop i større eller mindre formater: Politiken har efterhånden hver uge en ny erklæring, hvor hundreder af filmfolk eller forfattere eller gymnasielærere er »i opråb« for at sanktionere Israel eller anerkende Palæstina som stat; der copy-pastes i et væk i de identiske udbrud, og man undrer sig over, at netop disse frie fugle ikke føler sig mere ubekvemme ved at marchere sådan i takt. 

SAMMENBRUD for det åbne, nysgerrige sind ses overalt. Burde netop gymnasielærere eller forfattere eller musikere ikke favne modsatrettede perspektiver, måske opfordre til (eller ligefrem selv arrangere) den dybt besværlige samtale mellem de onde zionister og de palæstinensiske ofre? Det er nok vanskeligt for ansvarlige bag musik- og litteraturfestivaler, museer, gallerier universiteter, biblioteker og andre kreative institutioner at gå demonstrativt mod strømmen og frabede sig denne ensidige og stadig mere kedsommelige mobilisering fra deres scener og i stedet invitere, ja, gys, israelske kunstnere og zionister til møde i fri debat. Tænk engang, hvis Fontaines D.C. havde inviteret en israelsk sanger op på scenen. Tænk, hvis Roskilde Festival mente deres egen påstand om at ville udbrede diversitet til hele samfundet alvorligt. Så kunne de begynde med at skrive det på storskærmen ved Orange Scene. Det ville være et skelsættende øjeblik.