Regimeskifte. Vi ser nu begyndelsen til enden på præstestyret i Iran, siger den dansk-iranske stjerneinstruktør Ali Abbasi. Han hader præsterne, men spørger: Hvorfor er det egentlig Israel og Vesten, som skal forme fremtiden for hans land?
»Jeg er bange for, at Iran bliver til Nordkorea«
I marts stod den dansk-iranske filminstruktør Ali Abbasi smilende på den røde løber til Oscar-uddelingen i Hollywood, hvor hans internationale succesfilm The Apprentice om Donald Trumps vej til magten i 80ernes New York var nomineret til to statuetter. Abbasi er måske det største navn i dansk film lige nu, og han er egentlig allerede i gang med sit næste projekt – men så kom krigen mellem Israel og Iran. Nu kan han ikke koncentrere sig, vågner om natten, tjekker nyheder og føler sig magtesløs.
»Jeg kan ikke arbejde,« siger han og ryster opgivende på hovedet, mens han laver kaffe og hælder nogle underlige små stykker klistret-ris-og-mango-slik, som han har købt på en ferie i Thailand, op i en skål. Vi er i hans midlertidige lejlighed på Vesterbro.
Del: