Leder. Den iranske revolution har ramt præsterne selv i nakken. De kan ikke længere gemme sig bag allierede, der hjælpes med oliepenge og løfter om den sande islams forestående sejr. Vi bør støtte Israels nødvendige opgør med Iran.
Det uafvendelige opgør
Foto: Office Of The Iranian Supreme Leader, Scanpix
DA Ruhollah Khomeini tog magten i Iran i 1979 og udråbte sig selv til åndelig leder og højeste autoritet for den islamiske revolution, gjorde han to ting klart: Det er et primært mål for Iran og en »pligt for alle muslimer at befri Jerusalem og fjerne denne kerne af ondskab fra islamisk område«. Fra første færd var bekæmpelsen af Israel indlejret i ønsket om at udbrede islamismen. Det andet løfte fra ayatollahen: Revolutionen var foranstaltet af Allah, og netop »Gud den Almægtige vil skære hænderne af de fremmede og deres håndlangere«.
IRANS snart 50 år lange besættelse af jødisk tilstedeværelse i Mellemøsten har bidraget væsentligt til den aktuelle situation: Jerusalem er ikke befriet, Israel ikke udslettet, og Gud synes ikke så optaget af at stoppe den »zionistiske entitet«, som derimod er ved at kappe arme, ben og hoved af revolutionens forvaltere. Khomeinis efterfølger, ayatollah Khamenei, der har været lige så besat af at bekæmpe Israel, kan konstatere, at stort set hele laget under ham, herunder ledere fra Den Revolutionære Garde, militære topchefer og de ansvarlige for landets atomprogram, er blevet dræbt. 46 år efter revolutionen er det Israel, der truer præstestyrets eksistens, ikke omvendt. Formålet er at ødelægge eller decimere både det iranske atomvåbenprogram og landets evne til at angribe Israel med konventionelle våben. Men krigen er ulovlig, lyder det fra eksperter i toneangivende medier. Krigsforbryderen Benjamin Netanyahu er en krigsliderlig galning, siger man på sociale medier. Konflikten må deeskaleres, erklærer politikere. Men på trods af situationen i Gaza og mishaget mod Netanyahu er der god grund til at forstå og støtte Israels angreb.
Del:
