Skødeknægte og østenstrøm

Det stormer voldsomt derude i vejret, men advarsler om isglatte veje og masser af regn har ikke forhindret de skibs- og teaterinteresserede i at deltage i aftenens arrangement på Nørrebro Teater i København: TÆNKEPAUSER LIVE er et videnskabeligt sceneshow eller en slags dramatisk videnskabsformidling, og mandag aften er det skuespiller Mette K. Madsen og instruktør Johannes Lilleøre, der frit, musikalsk og fysisk fortolker Aarhus Universitetsforlags aktuelle udgivelse om skibe. 

Bogen er skrevet af Morten Ravn, arkæolog ved Vikingeskibsmuseet, der også optræder på scenen iført skinnende laksko og diskret hornbrille, og det er standupkomiker Sebastian Dorset, der styrer showet – som han indleder med tre-fire-fem anekdoter fra sin tid på havet i 1990erne som rengøringsassistent på Aarhus-Kalundborg-færgerne Ask og Urd.

Salen er proppet, der er påfaldende mange mænd på rækkerne af rød velour. Der er fadøl i kopholderne, man kommer med begejstrede tilråb, og flere brummer med på Mette K. Madsens pragtfuldt hæse sømandsvisepotpourri, der med Otto Brandenburgs sange fra »Sømand i knibe« og Enyas »sail away, sail away, sail away« fra hittet »Orinoco Flow« udvikler sig til reel fællessang. Også mine sidemænd kender til de fagudtryk, Morten Ravn benytter sig af. De nikker til hans beskrivelser af rekonstruktionen af vikingeskibet Havhingsten fra Glendalough, som han i 2007 var med til at sejle til Dublin, flere kender også til Romerrigets flåde, der i år fem præsenterede sømændene på Jyllands vestkyst for sejlet. 

I Danmark og Skandinavien, forklarer Morten Ravn fra sin stol på scenen ved siden af Mette K. Madsens harmonika (eller: sømandsorgel, et skibsklaver), padlede vi i utrolig lang tid. Først sent forstod vi i Danmark at udnytte ikke bare havets, men også vindens styrke, men herefter gik det da også stærkt: Vikingetiden blev en slags skibets guldalder, og Danmark blev et sejlende og hærgende folkefærd, materialer som bronze og jern blev fragtet hjem, ligeså kanel, slaver og guld, og krigsskibe og handelsveje blev bygget. 

Siden har cruise- og containerskibene bemægtiget sig verdenshavene, smadret en hel del liv under overfladen og udledt uoverskuelige mængder af CO₂. Søens folk kan med fordel, mener Morten Ravn, vende tilbage til langt mere klimavenlige, men tidskrævende sejlteknikker.

»Er der historisk og videnskabeligt belæg for, at pirater eller sørøvere har praktiseret gå planken ud-metoden?« spørger en yngre sejlkvinde blandt publikum. »Hvornår begyndte man at omtale skibe som kvindelige væsner med kvindelige navne?« spørger hendes sidemand, mens en tredje tilhører mener, at der altså er en bådbygningsmæssig forbindelse fra vikingeskibene til sejlskibet Mayflower, der i 1620 fragtede de første puritanske kolonister fra Plymouth i England til Massachusetts i USA. Morten Ravn forsøger at besvare samtlige spørgsmål, flere og flere rækker en hånd i vejret. Der er dog ikke videnskabeligt belæg for en hel del af myterne, også overtroen trivedes til havs. Som arkæolog kan Morten Ravn desværre ikke entydigt bekræfte, at folk på tidligere tiders sørøverskibe faktisk gik planken ud: 

»Men det er jo det vidunderlige ved arkæologien,« siger han, »vi gør muligvis et skibsfund i morgen eller om to år, der modbeviser vores teorier. Og så må vi skrive hele verdenshistorien om, ikke?«