På tredje hylde ved højskabet i køkkenet lå det, der i mit barndomshjem blev kaldt Bogen. Jeg troede i mange år, at alle familier havde sådan én. Ligesom pas, sygesikringsbevis, en Mayland-kalender med årstidsrim. Bogen var en notesbog i A6-størrelse med spiralryg, og i den noterede mine forældre samtlige betalte beløb ned: »Fakta, d. 14.8.1996: 285 kroner«, »Apoteket, d. 5.9.1996: 48 kroner« og så videre. Sådan holdt de løbende styr på, hvor meget de brugte. Og på hvad. Jeg fulgte med, jeg bladrede nysgerrigt i alt, de skrev i (og for det: undskyld, det må man ikke), og jeg syntes, at penge var utrolig interessante i al deres underlighed.

Bagerst i Bogen var også en sektion, der handlede om min og min brors økonomiske balancer: I venstre side var indtægterne (de ugentlige lommepenge, lidt fødselsdagsbeløb), i højre side blev udgifterne noteret (brevpapir, pustetuscher, fodboldkort, et armbåndsur). Vi kunne se, når det gik op – og når det ikke gjorde. Det var ikke strengt eller farligt med mindre underskud i perioder, den slags udligner sig ofte over tid, men det var, ved jeg, vigtigt for mine forældre, at vi forstod, at penge ikke bare er noget, man har. Og hvis man sparer op, så får man muligvis råd til noget, man ønsker sig.