De voksne er ikke altid til at regne med. Forældrene er velmenende og kærlige i Natasha Arthys børnefilm og -fortællinger, men også fraværende.

Dennis P.s far er død i Arthys Mirakel fra 2000, hans mor er opslugt af sorg og migræne, og det er op til den 12-årige Dennis P. at finde ud af, hvordan man bliver sig selv. Frejas far er deprimeret og arbejdsløs i Kanonkongen Freja fra 2016, hendes mor arbejder som stewardesse i et fly et sted over Atlanten, de bor i et faldefærdigt kolonihavehus, og den syvårige Freja forsøger at få dagene til at gå på bedste vis, at få sig selv i skole, at muntre sin far lidt op. I Natasha Arthys julekalender fra 2020, Julefeber, er moren død, mens faren er »gået i hullet«, altså deprimeret. Der er ikke længere penge til vinterstøvler, julegaver eller husleje. Det er Bjørn og Gro, der altså er børnene, der må tage sig af lidt for meget af det, de voksne burde stå for.