Uvidenheden tilfælles

To interviews har jeg i den forgangne uge lyttet til med særlig opmærksomhed. Det ene er med Ayman Ahmad Mouhammad, forhenværende højskoleelev med dansk-irakisk baggrund, i DRs Genstart. Det andet er med Ocean Vuong, der er vietnamesisk-amerikansk digter, i The New York Times' The Interview. Begge handler om den særlige form for hjemløshed, der er en del af mønsterbryderens liv og erfaring. Hvornår hører man egentlig til et sted? Og hvordan håndterer man den hjemløshed, der er en del af at forlade det, man kom fra, men aldrig helt høre til i det, man træder ind i?

I 2024 FIK AYMAN Ahmad Mouhammad, der er opvokset i et miljø med kriminalitet og sociale problemer, en friplads på Krogerup Højskole. Han blev som 15-årig dømt for vold og anbragt på en døgninstitution, men han har siden knoklet for at ændre kurs, få en uddannelse, blive en del af et andet, et mindre kriminelt fællesskab. Eksempelvis på Krogerup Højskole. Han troede, at højskolen var for ham, at den var et sted med højt til loftet og plads. Det viste sig ikke at være tilfældet, forklarer Ayman Ahmad Mouhammad i et debatindlæg i Politiken og senere også i Genstart. Krogerup Højskole er nærmere »et rødt ekkokammer for den øvre middelklasses børn«, siger han. Det er et sted, hvor intolerance er forklædt som tolerance, et sted for de alt for ens og privilegerede, som ikke aner, at det er det, de er.

»Jeg kom ind som en, der tænkte selv, og jeg blev mødt med tavshed, fnis og tomme blikke. De sagde, jeg skulle lære at tænke kritisk – men det måtte kun være kritisk på den rigtige måde. Jeg fik lov til at være anderledes, så længe jeg lignede deres slags anderledeshed,« skriver Ahmad Mouhammad i Politiken.

Der er åbenlyst en hel del af Ayman Ahmad Mouhammads kritik, der rammer fuldstændig plet. Det er nådesløst nemt at træde forkert i (også) de kredse, at falde igennem. Og koderne kan være totalt umulige for udenforstående. Også jeg har forsøgt at begå mig i flere af de fællesskaber eller miljøer, Ahmad Mouhammad kritiserer, og jeg er ofte kommet galt afsted. Men i sin kritik af Krogerup Højskole som et særligt ideologisk, ensrettende fællesskab glemmer han, at alle i et eller andet omfang retter ind for at passe ind, høre til. Og det er vel det, der er problemet? Spillet, ikke spilleren?

Det er alligevel i højere grad de andres fremtræden, Ayman Ahmad Mouhammad dvæler ved. Han er usigeligt træt af de andres poor core-stil, af sin værelseskammerats frisure – en såkaldt mullet eller venstreorienteret bundesligahår – og af måden, også deres forældre er klædt – »i business casual klar til at svinge firmakortet for deres små, politisk korrekte darlings«, fortsætter han. Og kritiserer efterfølgende de øvrige elever for intolerance og fordomsfuldhed.

Flere af højskoleeleverne, der gik på Krogerup Højskole sammen med Ahmad Mouhammad, har taget til genmæle efter hans kritik i Politiken – af højskolen, ja, men også af dem. Eksempelvis Matias Passarge, der af Ahmad Mouhammad bliver beskrevet som særligt venstreorienteret og privilegieblind. Det er han dog ikke, svarer Passarge. Hans mor er rengøringsassistent, hans far er elektriker, og han har knoklet benhårdt for at passe ind, for at ligne en, der hører til på Krogerup Højskole.

Det vidste Ayman Ahmad Mouhammad ikke, indrømmer han i Genstart, »fordi der var ikke et rum på højskolen, hvor vi kunne tale om de her ting«.

Det var simpelthen ikke muligt at spørge til værelseskammeratens baggrund? Til sidemakkerens ophav? Til at dvæle lidt mindre ved irriterende frisurer og tøj, lidt mere ved personen bag? Til lidt … oprigtig nysgerrighed?

OGSÅ OCEAN VUONG følte sig alt for anderledes til Brooklyn College i New York. Han fortæller i The New York Times' podcast, at han i perioder sov på Penn Station og offentlige biblioteker, huslejen i New York var alt for høj for Vuong. For ham er hjemløsheden en eksistentiel følgesvend, der er intet sted, siger han, der kan rumme alt det, han er – mønsterbryder, litterær succes, arbejderbarn, migrant, asiatisk minoritet, queer. Det er et vilkår, der er særligt for ham, ja, og for resten af menneskeheden i varierende grad, siger han.

Til spørgsmålet om, hvordan han håndterer den form for ensomhed eller fornemmelse af isolation, svarer Vuong med et spørgsmål til intervieweren, David Marchese: »Hvordan gør du, David?« Det er nemlig Vuongs erfaring, at de fleste lider af en eller anden form for hjemløshed og/eller ensomhed, og tør man møde dem med nysgerrighed og spørgsmål, så kan man bryde isolationen for en stund.

Ocean Vuong er et overmenneske, men alligevel kan vi lære noget af ham. At fordomsfuldhed fordrer fordomsfuldhed, at nysgerrighed er en besværlig disciplin. Og især i de rum og miljøer, man ikke føler sig hjemme i. Det er også min egen erfaring: Nysgerrighed kan smadre ekkokamre – for en stund, i hvert fald. Et par spørgsmål kan åbne mennesker, men også lukkede rum.

Som højskoleelev på Grundtvigs Højskole i 2011 har jeg sandsynligvis lignet opskriften på et privilegeret, men privilegieblindt middelklassebarn. Jeg stoppede dog efter blot fire uger af opholdet, og de andre troede vist, at det skyldtes, at jeg var for højrøvet og venstreorienteret til fællesskabet. Det var jeg ikke. Jeg var i et psykiatrisk behandlingsforløb og alt for syg til at være en del af fællesskabet, af noget som helst, men det turde jeg dengang ikke fortælle til nogen.

Og sådan er der jo så meget, vi ikke ved om hinanden.