Sure Ludvig i balletten 

»SLUK FOR MOBILEN, FARFAR!« råber en fem-seksårig dreng højt, mens han hopper i sædet, i de røde veloursæder på Gamle Scene i Det Kongelige Teater, med mørkeblå, mudrede gummistøvler. Jeg skynder mig at hive vinterstøvlerne af mit eget barn, mens hun brokker sig over, at de andre børn har fået både popcorn og brikjuice: »Hvorfor får jeg aldrig noget?« spørger hun med munden fuld af figenstang eller kanelkiks. 

»Well,« hvisler jeg til mig selv, »vi nåede ikke popcorn, fordi du liiige skulle bruge 30-35 minutter på at græde over den rosin, der sad forkert i tebollen, over måden, balletskørtet havde klumpet sig sammen i flyverdragten.« Og derefter nægtede hun at gå forbi »de sure mænd« (Ludvig Holberg og Adam Oehlenschläger), der sidder udhugget i sten på hver side af indgangen til Gamle Scene. 

Krisen er dog hurtigt glemt, da englebasserne rundtomkring i salen er nøgne: »SE, mor! Der er numser over det hele!« sprutter barnet.

Jeg har inviteret min datter i teatret. Hun er egentlig for lille, der er stadig et par måneder til, hun fylder aldersanbefalingernes fem år, hun går på tæer for at snyde sig til de to-tre centimeter, hun mangler. Med en vis lettelse kan jeg allerede i garderoben konstatere, at der tilsyneladende ikke er nogen af børnene i bygningen, der er helt gamle nok til at udvise den pli og andægtighed, som Det Kongelige Teater ellers fremkalder i de fleste. Det er i sig selv ret irriterende og ekstremt befriende:

Børnene larmer, hopper og føler deres følelser i både billetkøen, i garderoben, i (og under) sæderne i salen, mens deres voksne med pandesved og anerkendende pædagogik forsøger at håndtere dem, at dæmpe dem. »EI BLOT TIL LYST,« som der står over scenen, og så – pludselig – bliver børnene helt, helt stille: Orkestret går i gang, tæppet går fra, alle strækker hals for at se.

For højt, for vildt og for meget!, som vi skal se, er en balletfortælling for børn af Thomas Korsgaard (forfatteren), Matthew Scott Rogers (dirigenten med det blå, strittende hår i orkestergraven) og Sebastian Kloborg (koreografi og instruktion). 

Den er »et kosmisk spektakel«, lyder programteksten, der vil vise børnene, hvor magisk, vildt og besynderligt teater kan være. Og dét gør forestillingen virkelig.

Jeg niver mig flere gange i armen af fryd over børnenes umiddelbare begejstring, deres hvin og indlevelse og udbrud: De svarer på skuespillernes replikker, (»det må man ikke!« råber drengen i de mudrede gummistøvler, da faren (Alexander Stæger) på scenen siger, at han vil sælge sine børn på loppemarked, fordi de larmer), de danser med, når farens uregerlige børn – Søster (Olivia Andreasen), Bror (Liam Weidinger) og Tredje (Sophia Kjellerup) – spiller, danser og synger, så huset, de bor i, falder fra hinanden. 

Og på den måde driver deres stakkels far, der bare gerne vil arbejde uforstyrret i fire-fem minutter, til vanvid (og her er også samtlige voksne i salen helt, helt med). Det er især kostumerne, som Petruska Miehe-Renard har fremtryllet, der gør størst indtryk på min datter: de pastelfarvede parykker, de selvlysende kjoler med indbyggede hulahopringe, de stive, overdimensionerede jakkesæt, der går rundt på scenen med små voksne indeni. 

De fleste i salen griner højt, da operasangeren (Laura Helene Hansen) på loppemarkedet græder (som en fireårig) på operask over alt det, hun ikke har råd til.

Forestillingen er en fest, også børnene blandt publikum er for meget, for vilde og for højlydte, og det er ret magisk at se forestillingen med deres øjne. Med hele kroppen tror de på alt det, der sker deroppe – at huset, der også er et ringbind, faktisk kan flyve, at alskens scenografiske og dramaturgiske effekter er trylleri, at de tre børn på scenen rent faktisk bliver solgt. Og de reagerer derefter – med latterbrøl, rædsel, jubel, gråd. 

Det er »EI BLOT TIL LYST« i alvorligste forstand: For børnene er scenekunst bestemt ikke noget, vi bare leger. Efter 50-55 minutter i total fordybelse på Gamle Scene er der, naturligvis, dømt total nedsmeltning i garderoben for de små. Til mit store held er der dog også, påpeger en ualmindeligt sød medarbejder, flere popcorn tilbage, og således blev formiddagen i Det Kongelige Teater til »den bedste dag, mor!« i barnets liv, i hvert fald for en stund.