Forældreskolen i Bella Center

I ankomsthallen ser jeg enden på en lang kø, som jeg beslutter mig for at følge. Vi er til Copenhagen Gaming Week, en årlig messe i Bella Center om bræt- og computerspil og alt derimellem. 

Jeg spørger en tilfældig voksen i køen, hvor den fører hen? »Shadys og GoldenJ,« svarer han. »Hvem er det?« spørger jeg. »Det ved jeg ikke,« svarer han og ligner en, der kigger ned i en afgrund. »De er youtubere!« supplerer hans datter med et smil, og således det første eksempel på det, jeg til min store forbløffelse skal se igen og igen i løbet af dagen: store børn og tweens, der med lys i øjnene hiver deres mutte forældre rundt fra messestand til messestand. Vi er på deres hjemmebane her.

Jeg fortsætter. Længere henne i køen støder jeg på ingen ringere end Bubber. Ham ved jeg hvem er! Tilsyneladende er han vært på den scene, hvor det hele skal foregå. Han er i gang med en quiz for at holde gejsten oppe i køen. 

De fleste har ventet et par timer nu. Men det virker til, at han finder på spørgsmålene på stedet. Svaret på det spørgsmål, der lige nu hænger ubesvaret i luften, er i hvert fald arkadespillet Pac-Man. »Nej, det kender I måske ikke,« siger han resigneret i mikrofonen. »Det var sådan nogle, der stod på grillbarerne, da jeg var dreng.«

Selv ved jeg heller ikke meget om spil. En venlig tysker ved navn Chris nede i den såkaldte Unplugged-afdeling – det vil sige den hal, hvor al ikkeelektronikken er placeret – forsøger at lære mig et samurai-kortspil, der hedder Flesh and Blood. Han er tålmodig med mig, men det er virkelig svært. Og det er tydeligvis mit tab. For jeg har aldrig set generationsskel lade sig ophæve så naturligt som her. 

For eksempel oppe på balkonen, hvor to 50-årige mænd iført en slags brynjer sidder og maler Warhammer-figurer og deler en indforstået diskussion om orker med to tiårige. For ikke at tale om Pokémon-kort-byttebørsen, hvor alle aldre deltager lige ivrigt. Og på den måde er det sikkert ikke dumt, at politiet har deres egen stand, hvor man kan spille Counter-Strike 2 eller FIFA imod uniformerede betjente – dermed ikke sagt, at det kun er ukompliceret, når de sidder der og pløkker virtuelle terrorister sammen med børn.

Men vi befinder os i det hele taget i en slags omvendtverden. Her har børnene magten. Og de voksne gamere er deres allierede i den konflikt med forældrene, man tydeligt kan mærke, at de fleste har slæbt med hjemmefra. Derfor er det nærmest rart, da nogen endelig nævner det betændte ord: skærmtid. Minecraft-youtuberen Judex er på messens hovedscene for at diskutere problematikken. 

Børnene blandt publikum bliver opfordret til at dele de regler, de har derhjemme, og en svarer, at han »spiller for evigt, indtil der er aftensmad«. Så spørger en af fædrene i publikum, om Judex måske ville lave en YouTube-video henvendt til forældrene? Sådan en, hvor han forklarer nogle af ordene, så han bedre vil kunne tale med sin datter om det, hun oplever, når hun spiller. 

Alle nikker til hinanden: gamere, forældre, børn. Og så uddyber faren sin idé med et signalement, som måske også kunne bruges til at beskrive denne dag i Bella Center i det hele taget: »En slags forældreskole?«