Levned & meninger. Jeg troede, det sværeste ved at være pårørende til en med demens var alt det, der glemmes. Efter min far har fået diagnosen, ved jeg, at det mest smertefulde er alt det, der stadig huskes.
Den fremmede og far
»Ved han, hvem I er?«
Det er spørgsmålet, det er sådan, de spørger. Min far er blevet diagnosticeret med demens. Vi så det ikke komme, måske ville vi ikke se det komme, vi skød skylden på den hjerneskade, min far pådrog sig efter en blodprop for nogle år siden. Siden dengang har han haft gode og dårlige dage, og vi talte meget om gode og dårlige dage, indtil min far faldt og faldt igen. Begge gange evnede han ikke at søge tilstrækkelig hjælp, det var der, vi holdt op med at snakke om gode dage. Den ene gang gik han bare i seng igen efter at have flækket et øjenbryn, et lille blodbad.
Del:
