Thyborøns brede hovedgade henlå næsten øde i skumringen. Om to minutter ville alt lukke, også Kirkens Korshærs genbrug på hjørnet. I vinduet stod en ting og kaldte på mig. Lige netop mig. Andre var måske gået forbi i måneder uden at værdige den et blik. Jeg gik ned i knæ for at se nærmere på den, jo, den var skøn, og jeg kunne nå at få den. Bag disken i forretningen var tre kvinder ved at gøre kassen op. De tog imod mine 15 kroner, og jeg gik opløftet ud ad døren med en fin lille brødkurv af flettede grønne og hvide peddigrør. I plastic. Langtfra pralende, men åbenlyst magisk. Brødkurv tiltrækker menneske, der allerede har en brødkurv. Det er svært at forklare tingenes iboende intensitet, men den hørte uden tvivl hjemme hos mig.

Hvad betyder ting for os?