Schwup, blop, kys

Nogle gange kommer kærligheden snigende. Således er Kant Fabriks opsætning af Marguerite Duras’ formeksperiment Ødelæg, siger hun (tænkt som både tekst, dramatik og filmmanuskript) på Aveny-T i første omgang for radikal: Mezzosopranen Signe Asmussen fremfører elegant en del af teksten, men det er svært at skelne ordene, rammen falder fra hinanden, før den er etableret. Imens, på forscenen på en hvid solvogn, ligger en kvinde apatisk hen. Resten af Anne Sofie Vermunds scenografi er lige så simpel: en græsplæne så grøn, som kun kunstgræs kan være.

Kun lidt bedre bliver det i næste scene. De to mandlige hovedkarakterer taler sammen, men med parallelle blikretninger, og replikkerne leveres med maksimal overlagt kunstighed. Mændene er gæster på det samme hotel, den ene, Stein (Lasse Steen), bemærker, at alle de andre gæster er syge, mens Max Thor (Johannes Lilleøre) fortæller, at han venter sin unge kone – han er professor, og hun er hans tidligere elev. Begge mænd har også bemærket en tredje gæst, den mystiske kvinde Élisabeth Alione, der efter lægens ordre har ladet sig indlogere på hotellet, efter at hun har født et dødfødt barn.