Et grisehyl trænger gennem teatermørket. Det er et højt skrig, et slagteskrig. Mødet mellem land og by, som er så centralt i Onkel Vanja, finder i første omgang ikke bare sted på scenen, men også mellem os i de bløde sæder og så denne lyd af angst.

Fortæppet går op og afslører et tableau, der kunne være et maleri af den danske almue fra forrige århundrede – et Julius Exner eller et Michael Ancher. Et lille selskab i tunge sorte klæder sidder om et bord i petroleumslampens skær og sysler. Der ordnes strikketøj og småsnakkes, indtil en sms-tone får sceneriet til at gå i opløsning: Turisterne har aflyst, bondeidyllen kan opgives. Personerne omkring bordet krænger tydeligt lettede deres kostumer af og afslører deres hverdagstøj, ligesom resten af scenografien træder frem: Vi er på et moderne landbrug. En gylletank befinder sig i baggrunden af den dybe scene, jorden er brun og mudret, de hvide, industrielle søjler, der indrammer det, der måske er en udestue, måske er en decideret veranda, er beskidte. Ved at lade publikum kigge ind på et tværsnit af verandaen – man skal forestille sig et deprimerende dukkehus – viser scenograf Bettina Meyer den udsigt, som karaktererne har fra gården, og man er hele tiden bevidst om, at de kigger ud på mudderet, gylletanken og tristessen.