Jeg vover den påstand, at ens læsning af Caroline Albertine Minors nye roman, Den forelskede ven, vil afhænge en del af, hvorvidt man kan relatere til jegfortællerens forelskelse i en yngre ven. Derfor vil jeg gerne starte med en karakteristik af begærsobjektet, benævnt W., hvis relation til bogens forfatterjeg spænder over en årrække fra studietiden og ind i voksenlivet – et forløb, der gengives ukronologisk og blottet for nogen handlingsbue i klassisk forstand. 

På antropologistudiet er W. typen, der springer ud ad vinduet, når undervisningen bliver det lille geni for kedeligt (åh nej). Som ung voksen med maksimal weltschmerz gennemfører han en rejse tværs gennem USA ved at hoppe fra godstog til godstog med rygsæk og sovepose (nej nej nej), og når han som expat-akademiker i Sydtyskland overnatter hos fortælleren, efterlader han sneglehus og J.P. Jacobsen-digt på hovedpuden (stooop). Han taler forblommet og højstemt; ud af alt for mange gode kandidater gengiver jeg hans replik, da relationen mellem de to venner for første gang bliver seksuel: »Det var den aften, du brød vores venskabs hinde,« siger han om den skæbnesvangre aften.