Af alle steder skulle det blive Odense, hvor jeg for første gang skulle tænke »avatar« og »spændende« i samme sætning. Teater Momentum kan bryste sig af at have en af de første computerskabte skuespillere på rollelisten i instruktør Katrine Leth Nielsens The Caretaker, og det er (faktisk) både interessant og vellykket. Avataren spiller en kunstig intelligens, der skal hjælpe – eller optimere – to omsorgsarbejdere (Mette Gregersen og Noam Boaz Feldman Lewerissa).

Maja S.B. har udviklet det harmoniske kvindeansigt, som optræder på forskellige skærme gennem forestillingen, og de første minutter går med at fortabe sig i hendes detaljerede mimik: små trækninger omkring munden, antydningen af hævede øjenbryn og et blik, der changerer mellem det tomme, det blide og det vrede.