ET AF MINE tidligste smørrebrødsminder er fra mine bedsteforældres sommerhus i Rørvig. Det må have været i påsken engang i de tidlige 1990ere, for hele familien var samlet til den traditionelle store årlige frokost. Jeg husker, at jeg for første gang fik øje på en tatarmad. Jeg havde aldrig set noget lignende. Råt kød. Toppet med en lige så rå æggeblomme – og så med både kapers, løg og revet peberrod! Det var som at se en actionfilm serveret på rugbrød, eller måske nærmere en splatterfilm. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at en så ekstrem ret kunne eksistere i den virkelige verden. Jeg måtte have sådan en. Og efter at have spist en måtte jeg have én til. Jeg var hooked, og i årene, der kom, var jeg over tataren som en høg, hver gang der var familiefrokost i Rørvig.

Til disse sammenkomster sad morfar for enden af bordet og tronede som den familiepatriark, han var, med sit personlige ølglas, der lige var lidt større end alle andres. Når man havde sat sig, smurt sin første mad, åbnet en øl eller sodavand, måske skænket en akvavit og taget de indledende bidder, skuede han ud over familien, løftede sit snapseglas og spurgte: »Skulle vi aldrig hilse på hinanden?«