Levned & Meninger. Det er først, efter jeg er kommet i bedring, at det er gået op for mig, hvor meget min irritable tyktarm har irriteret mig.
Mine tarme, uden charme
Jo tak, vi har haft en rigtig god ferie. Os alle tre, faktisk. Min tarm, min kæreste og jeg. Jeg havde ikke troet det muligt, men det lykkedes mig at gennemføre en udenlandsrejse uden at blive forstoppet og få alt til at handle om mit tarmsystem.
Og nu skal det så handle om netop det, så indstil læsningen nu, hvis De har fækale nykker, jeg kommer ikke til at lægge bånd på mig selv, jeg vil forløses.
Det var på denne netop overståede ferie – i en udendørsbiograf i Athen under en visning af The Devil Wears Prada 2 – at det slog mig, hvor mange af mine ferieminder der knytter sig til toiletbesøg. Når jeg tænker på min første tur på egen hånd til Berlin i gymnasiet, tænker jeg uvægerligt på de isvafler, jeg lod min veninde spise alene, for jeg var for forstoppet. Når jeg tænker på en tur til Paris, gentager historien sig: Jeg husker tydeligt de chokoladeflutes, min veninde spiste hver morgen, men som jeg ikke turde binde an med. Fra mine 14 dage i Japan husker jeg bedst, hvordan jeg på syvendedagen endelig kom på toilettet i en park i Tokyo (på en eller anden måde er det også lykkedes mig at inficere mine rejsekammeraters hukommelse: De fremhæver også altid den tur i parken, hvor jeg kom på toilettet, når snakken falder på turen til Japan).
Min mave har altid været sart. Jeg fik diagnosen irritabel tyktarm som barn, hvor kuren lød på flere fibre i form af mere rugbrød. Allerede dengang mærkede jeg et stik af den følelse, som siden har forfulgt mig: at mine maveproblemer ikke er en sygdom så meget som en psykologisk barriere, jeg burde tage at komme mig over. Måske var det ikke min mave, der var sart, men bare mig. Min tarm var ikke bare irritabel, men irriteret – på mig.
Når det har været svært for mig at tage diagnosen seriøst, tror jeg dels, det skyldes navnet (teenagere, sultne mennesker og præmenstruelle kvinder er irritable – ikke organer), og dels, at irritabel tyktarm er en skraldespandsdiagnose. Det er med andre ord en diagnose, man får, når der ikke er nogen åbenlys fysiologisk forklaring på ens smerter.
MEN ALTSÅ. Årene gik, og jeg vænnede mig til altid at have lidt ondt i maven – i en kultur, hvor alt handlede om at sulte sig, føltes det naturligt at sidde smerter overhørig. Min mor havde i øvrigt også svære maveproblemer og løste dem ved at spise en meget restriktiv (og hvid) diæt bestående af fortrinsvis kartofler med smør og franskbrød med ost, men jeg havde ikke synderligt lyst til at følge hendes eksempel. Hun levede et kulinarisk fattigt liv. Hun drak en cappuccino, når vi andre nød buffeten fra Jensens Bøfhus, og til familiefester sad hun desperat og fodrede os andre med sin mad, så det ikke var for tydeligt, at hun ikke spiste med.
I takt med at min egen tarm blev værre, blev min mor også mit skræmmebillede, for det er ikke en ualmindelig behandling, at man bare bliver anbefalet at undgå det, man ikke kan tåle.
Det er dog, viser det sig, lettere sagt end gjort. Der er visse ting, jeg aldrig kan tåle. Den rugbrød, der skulle kurere mig som barn, gør alting værre (som amen i kirken). Løg og hvidløg er også altid svært. Mandler fungerer stort set aldrig. Kål, linser og kikærter er selvindlysende svært. Men så er der en masse ting, hvor min tolerance kommer an på en dagsform, jeg sjældent kan forudsige. Fløde, æbler, tomater, cashewnødder – bare for at nævne nogle favoritter. Alt med e-numre er også rent lotteri.
For tre år siden skete der så noget. Jeg begyndte at have smerter under sex (noget med at trille rundt i sengen og råbe i krampe) og arbejdsdage, hvor det eneste, jeg virkelig fik udrettet, var at gå frem og tilbage mellem min kontorplads og toilettet. Jeg, der havde vænnet mig til medium ondt i maven, havde nu fået meget ondt i maven.
DET VAR BLEVET tid til at søge hjælp. Alle mine læger tog mig rørende seriøst. Efter at have fået udelukket underlivsproblemer, var vi tilbage ved den irritable tyktarm. En af lægerne i mit daværende lægehus sagde, at jeg havde krav på et normalt sexliv, og det har jeg jo. En anden af lægerne fortalte om, hvor meget hendes mand kæmpede med sin tarm, og kaldte hans forløb »invaliderende«, og jeg havde aldrig rigtig tænkt på mine maveproblemer sådan før. Min tarm var jo sart og irriteret, divaagtig, til gene i hverdagen, herreste gud, ikke noget at spilde ressourcer på.
Men jo, når man ikke kan arbejde, ikke have sex og ikke være på ferie, uden at ens tarm bliver den uofficielle hovedperson, er det da invaliderende.
Fordi mine læger har taget mig seriøst, forsøger jeg at gøre det samme. Før i tiden havde jeg kun ro på min mave, hvis jeg fastede, men nu arbejder jeg på at kunne tåle mere og mere, så jeg ikke ender som min mor. Jeg tager medicin, drikker HUSK, eksperimenterer med kosttilskud, har en app til at minde mig om at drikke vand, læser bøger, går på Reddit. Jeg har accepteret, at jeg skal lave min mad fra bunden (ekstremt kedeligt), at jeg ikke kan spise morgenmad før toiletbesøg, og at jeg skal lytte til min sult såvel som min mæthed.
Jeg er ikke kureret, men det går – lidt umærkeligt – bedre og bedre. Min tarm fylder stadig irriterende meget, og jeg har stadig tilbagefald. Senest kunne jeg ikke stå ud af sengen uden hjælp fra min kæreste, fordi enhver brug af min mavemuskulatur satte kramper i gang. Det krævede også omhyggelig planlægning at gennemføre en ferie uden forstoppelse og mavesmerter – det krævede chiafrø, øreflipmassage, ro og espresso.
Jeg ved det godt, det er ret kedeligt. Men det anslås, at op mod hver sjette dansker har symptomer på kronisk tarmlidelse, mavesmerter er en meget almindelig årsag til at søge læge, og det kan være svært at behandle, fordi det, der virker for én, ikke virker for en anden. Hvis vi skal have det bedre, er vi nødt til at erfaringsudveksle.
