Anmeldelse: Jeanne d'Arc. I opsætningen er hundredårskrigen blevet til moderne dronekrig, den sidste nadver er ædedød ved pomfrit, og korsfæstet er noget, man bliver på en jetjager. Forestillingen er til tider en dragende billedstorm, men den formår ikke at fortælle noget om den franske helgeninde – eller krig for den sags skyld.
Krigens sølvblinkende ansigt
Der sker forbløffende meget i den halvanden time, som Jeanne d’Arc på Sort/Hvid varer. Det starter allerede i gangen ind til scenerummet, hvor forhæng i grov plastic leder tankerne i retning af slagtehaller, og en indkøbsvogn fyldt med attrapgeværer signalerer væbnet konflikt.
I det første af to rum får publikum da også lov til at gå forvildede omkring som slagtedyr. Fra loftet hænger store metalplader med skudmærker i, og i dem er der placeret små højttalere, hvorfra der udgår skramlende støj, der sammen med halvmørket skaber en desorienterende helhedsoplevelse. Vi er de magtesløse civile.
