Joachim Trier er bange for kunst. Han er bange for den kompromisløshed, skrøbelighed og hensynsløshed, som kunsten kræver af kunstneren. Hans værk gennemsyres af en fornemmelse af, at mennesker går til grunde, hvis de giver sig fuldkommen hen til kunsten. At prisen, de betaler, er uudholdeligt høj: deres relationer, deres tryghed og deres helbred. Trier er kort sagt angst for, at kunstværket gør kunstneren til et dårligt, ulykkeligt menneske.

Angsten er en ærlig sag, og den er ikke i sig selv et problem. Der er masser af instruktører, der laver gode film uden nogen prætentioner eller ambitioner om at skabe transcendent kunst. Problemet er, at Trier er uendeligt draget af den store kunst. Han tænker hele tiden på den, og han beskæftiger sig hele tiden med den. Historiens største kunst udgør det glas, han ser verden igennem. Han tør bare ikke selv forsøge at lave den.