Joachim Triers film handler allesammen på forskellige måder om tilknytning og mangel på tilknytning. De undersøger fællesskaber og handler ofte om personer, der bevæger sig i randzonen af dem, mennesker, der længes efter dem, men hele tiden med døren på klem som udvej.

I debuten Reprise er det den unge forfatter Phillip, der befinder sig der, han har det for Trier typiske træk, at han kan kommunikere gennem kunst, men ikke i virkeligheden – i løbet af filmen falder han helt ud af samfundet og kommer aldrig rigtig tilbage. Hvis Oslo er det fysiske sted i Triers film, er dét måske filmens psykiske sted. Det er et sted, der er fuldt af spændinger, hvor kynismen kæmper med naiviteten, intellektet med følelserne, og hvor døden aldrig er særlig langt væk – Phillip leger stadig med den, da han cykler gennem Oslo-trafikken med lukkede øjne.