Eskil Vogt er en høj, ranglet nordmand på 47 år. Han kan så småt se tilbage på en fuld og tilfredsstillende karriere. Som teenager fik han en stor ven for livet i filmskaberen Joachim Trier. De to mænd har fulgtes ad hele vejen – ganske som forfatterne i Reprise (2006), der var dét års store nordiske film.

Vogt har skrevet manus til alle Triers film: Reprise; Oslo, 31. august (2011); den engelsksprogede Louder Than Bombs (2015); horrorstiløvelsen Thelma (2017), som næsten var giallo på norsk; Verdens værste menneske, et kvindeportræt i 12 kapitler, der får dansk premiere til sommer.