Man skal ikke være nogen stor litterat for at indse, at åbningsscenen i Du er hjemme nu er en lignelse over resten af bogen. Hovedkarakteren, den ældre forfatter Kasper, kommer en mørk aften uforvarende til at påkøre et rådyr, og i stedet for at ringe til Dyrenes Vagtcentral sætter han sig hen til dyret, som han – på grund af dens skader – kan få lov at ae. 

»Den her (pelsen, red.) var mere strid og samtidig blød, eller blød på en grovere måde, og jeg kunne mærke at jeg kunne lide det, at jeg blev glad for at have oplevet det, for det er jo ikke mange forundt med et levende rådyr, og det gjorde mig samtidig fortvivlet at jeg nu sad der og klappede og aede dette rådyr over nakken, et vildt rådyr, for det burde ikke kunne lade sig gøre, og grunden til at det kunne lade sig gøre var at jeg havde påkørt det, havde påkørt hende,« står der blandt andet om mødet mellem hanmenneske og hunhjort, og så fik jeg vist også demonstreret sætningernes tendens til at snegle derudad.