Det startede med gæssene. De fløj lavt over vores hus, skræppende V-formationer på vej sydpå. Aften efter aften. Som om de havde opfanget en kulde i septemberluften, vi stadig ikke kunne registrere. Vi kunne stadig tage cyklerne til vandet og bade i havet, for os var det fortsat sommer.

Jeg holdt øje med gæssene fra min terrasse, prøvede at undersøge, om vores hus ligger på en særlig befærdet trækrute, måske havde de allerede været længe undervejs. De mindede mig – som gæs på træk altid gør – om Selma Lagerlöfs Niels Holgersen.