Anmeldelse: The Devil Wears Prada 2. Filmen er en kitschet fantasi, hvor magasiner og journalister kæmper mod sjælløse milliardærer i dårlige dyneveste.
Djævelsk eskapisme
Det er langtfra sikkert, at verden savnede en efterfølger til The Devil Wears Prada. Filmen fylder 20 år i år og har levet et lykkeligt liv lige så længe, ikke mindst takket være internettet: Meryl Streep er meget, meget meme-egnet i rollen som den sølvmankede, spidstungede Miranda Priestly, chefredaktør på det fiktive modemagasin Runway, chefen fra helvede, en djævel klædt i Prada.
Den første The Devil Wears Prada var en arbejdspladskomedie om sorgerne, men også glæderne, der følger med job og karriere: Ambition, selvrealisering og svære valg, den handlede om det hele, mens tøjet, skoene og taskerne – hele modeindustrien og magasinbranchen – var fortællingens fabelagtige ramme og benzin. Filmen var endda stylet af selveste Patricia Field, der skabte de ikoniske garderober i Sex & the City.
