Numserne ligner bløde puder. Et sted at hvile kinden på og kigge op i himlen fra. Brysterne ser også rare ud, nogle er større, andre mindre, halvt skjulte eller fuldt udfoldede, bogstavelig talt: De nøgne kvinder findes i det nye Playboy, og sommermånedernes folde ud-piger flagrer som lange haler fra det tunge magasin med sider af tykt, glittet papir.

På forsiden er modellen, skuespilleren og popsangerinden Cara Delevingne klædt i sort lak, de sædvanlige sorte tatoveringer og et direkte blik uden smil. Playboy-kaninen med de meget lange ører optræder kun diskret i flammen fra den tændstik, Delevingne tænder sin smøg med. Inde i bladet bliver hun interviewet af Mit år med ro og hvile-forfatteren Ottessa Moshfegh, de taler om ædruelighed, sex og seksualitet: »Jeg tror, jeg søgte kærlighed og bekræftelse via sex,« fortæller Delevingne, der lever lykkeligt i et fast forhold med en anden kvinde. På et af billederne sidder hun nøgen i noget, der ligner et gigantisk akvarium, på et andet har hun Playboy-kaninører og bomuldshale på, men hun smiler stadig ikke; Delevingne er ikke en kælen kanin.