Vi, der læser romance-litteratur, befinder os ofte i forsvarsposition. Så siger vi, at der findes romance, som er velskrevet, og romance, der ikke er; og at genren jo derfor ligner al anden litteratur. Vi siger, at romance minder om krimien, der har en tydelig kontrakt med sin læser, og desuden også ofte holder et spejl op for det omkringliggende samfund, endda et kritisk spejl. Vi siger, at romance kan lære os meget om sex og samtykke, lyst og længsel; at genren giver os et sprog for dette, lader os forstå, at vi ikke behøver at skamme os. At vi gerne må bede om mere.

Men: I sidste uge skete der så noget. Jeg læste en bog, som jeg er pinligt berørt over at skulle bringe med mig ud i samfundet. Under læsningen i det offentlige rum foldede jeg den endda, så forsiden ikke var synlig for forbipasserende, når jeg læste på mit foretrukne hjørne, hvor solen selv i november stadig rammer. Jeg nåede tillige at overveje, om dem, der sad bag mig og cafeens rude, kunne læse med. Hvad ville de ikke tænke?!