Courage. Ursula Reuter Christiansens autoritet som kunstner handler ikke om den pelskåbe af myte og eventyr, hun svøber sig i. Det kommer fra værkerne. Det viser hendes modige udstilling på Arken.

Gnister fra ursuppen

I en rundkreds, omkring en gammel slidt kane, står en stor samling malerier. De er vidnesbyrd om Ursula Reuter Christiansens virke gennem de sidste 40 år. Alle lærreder har fronten vendt mod centrum, klar til at bevidne ritualet, indkaldt af en udstoppet, sølvsprayet ørn, der agerer ypperstepræst og kusk. Og hvis drabelige kløer har godt fat om styrepinden på det gamle fartøj, som kunstneren fandt i 1969 på loftet af den gård, hun flyttede ind i, da hun forlod Düsseldorf for at bosætte sig i Askeby på Møn.

Opbrud til landet som ikke er (2024) hedder skulpturen med kane og ørn. Det er en dramatisk ouverture, men det er også et rekviem. Samplingen af ægtefællen Henning Christiansens orgelkomposition fra 1970 graver et stemningsfuldt lydspor i det mørklagte rum. Og så er vi allerede dybt nede i en fortælling om kunst og liv, der er filtret ind i hinanden på en måde, som efterfølgende generationer aldrig kan gentage.

Andre læser også