Repatriering. Om det, hvorom man hverken kan tale eller tie, kan man lave kunst, er den blærede lære af Mati Diops nye film, som også fremmaner konturerne af en ny kunsthistorie.

Skulpturens sjæl

Mati Diops nye film er Senegals officielle Oscar-kandidat, men Dahomey kunne lige så godt have været hovedattraktionen på Documenta i Kassel eller en anden dagsordensættende udstilling på den internationale kunstscene. Filmnørder må selv underholde sig med genrediskussionen af denne hybridfilm, som har mange dokumentariske elementer, men fortælles fra perspektivet af en træskulptur, som efter 129 år i Paris returneres til den vestafrikanske stat Benin. Jeg hæfter mig ved, og bliver rent ud sagt euforisk over, at en undersøgelse af, hvad det vil sige at returnere en kunstskat, besvares med et andet kunstværk, en film.

Repatriering har det sidste årti været et glohedt emne på museer og universiteter i Vesten. Det griber fat om historie og magtforhold med så lange, sammenfiltrede fangtråde, at udredningen altid er smertelig og kompliceret. Alligevel er der de sidste par år kommet skub i afsendelsen af alverdens kunstskatte på tværs af kontinenter, primært fra nord til syd. Det er et forsøg på soning sanktioneret fra højeste nationalstatslige sted, eksempelvis af en fransk præsident. Og så flippet, spændende og uoverskueligt – politisk, historisk og kulturelt – at vi ikke bliver færdige med at tale om det de næste mange år. Imens et nyt sprog er i sin vorden, og vi smager på ord som »repatriering« og »afkolonisering«, er Diops film et fantastisk indspark. Især fordi Dahomey er lige så meget et historisk aktstykke som filmkunst.

Andre læser også