Selvom jeg er 25 år yngre end det mangeårige medlem af Folketinget og Europa-Parlamentet Jens Rohde, er jeg den erfarne af os to.

I hvert fald i en helt særlig disciplin, som mange har en holdning til, især hvis det går dem dårligt: Jeg har dømt 359 fodboldkampe mod Rohdes 112. Jeg stoppede som dommer, da 2019 blev til 2020, halvandet år før Jens Rohde satte fløjten i munden for første gang – samme år som han skiftede Radikale Venstre ud med Kristendemokraterne.

Det her er historien om denne mærkelige disciplin, om dommergerningen, om følelsen af selvbedrag og tvivl og – på trods af det: en altid standhaftig insisteren på, at dét der, det koster et gult kort.

Det er historien om en ung mand – mig – der dømte sin første kamp i 2013 med sin mor som chauffør til et stadion lidt uden for Aalborg, fordi han ikke var gammel nok til selv at køre bil. Og det er historien om en noget ældre mand, der efter et langt liv i vælten tog sin dommereksamen som 51-årig og nu skal sætte sig i respekt over for spillere, som han kunne være far til, mens jeg skulle gøre det over for spillere, som kunne være min far.

{embedded type="node/custom_code_html" id="48233"}

Jeg har ringet til Jens Rohde, fordi jeg i DBUs systemer kunne se, at han har dømt et sted mellem tre og fire kampe om ugen de sidste to måneder af sæsonen. Det vakte min nysgerrighed, for det er nemlig et klart tegn på, at han forsøger at rykke op i den næste række. Han vil vise, at han mener dommerlivet seriøst.

»Jeg er lige blevet ringet op,« siger en stolt Jens Rohde som det første, da jeg taler med ham om alt det, der ikke kan læses hos DBU. »Jeg er rykket op.«

Dermed har Rohdes meteoriske dommerkarriere netop nået den første store milepæl: Oprykningen til en række, hvor man – i stedet for at skulle klare det hele selv – får hjælp af to linjedommere. I Jylland, hvor Rohde holder til, er det i serie 2, den ottendebedste række.

På mange måder kunne vi være hinandens modstykker i dommergerningen, men det viser sig, at vores brændstof er af samme oktan: at være med i fodbolden på det højest mulige niveau. Vi er bare begge bedre med fløjten end med fødderne. Eller det fortæller vi i hvert fald os selv, for det er også berusende enevældigt at bestemme i 90 minutter, når man træder ind på banen. Det lyder bare knap så sympatisk.

På overfladen går tjansen som fodbolddommer blot ud på at forvalte fodboldlovens 17 paragraffer på en sådan måde, at man egentlig er usynlig. Under overfladen handler det om på et splitsekund at vurdere, om skældud eller en hånd på skulderen bedst dæmper gemytterne, når voksne mænd ryger i totterne på hinanden. Om at fløjte et selvsikkert straffespark, selvom tvivlen nager. Om at holde øje med alt på banen, også bag sin ryg, mens man spurter rundt efter bolden. Om at dømme på spillernes reaktioner, når man misser, hvad der egentlig er hændt.

Selv den garvede politiker bliver overrasket over den selvudvikling, der finder sted med fløjten i hånden og kortene i lommen.

»Jeg lader mig nogle gange rive med, men jeg har fået enormt mange ledelsesværktøjer med fra fodboldbanen,« siger han.

Dommerens scrapbog

At være dommer kræver selviscenesættelse, og det har Jens Rohde rigelig erfaring med. Tænk på ham med eyeliner og smalt slips i Showtime på DR1 i bedste sendetid i 2005, hvor han sang Carpark North-hittet »Transparent and Glasslike«. Tænk på ham i utallige interviews som politiker.

»Jeg er vant til at blive svinet til,« siger han. »Jeg er vant til et højt konfliktniveau.«

Den myndige dommer er en leder på banen. Han sørger for, at tacklinger og vredesudbrud kun når til grænsen, og når det alligevel brænder på, og pulsen er høj, mærker spillerne konsekvenserne med påtaler eller gule og røde kort. Den gode dommer, lederen, får med sanktionerne taget luften ud af kampen og deeskaleret situationer, fordi han kan mærke, om han skal råbe ad spilleren eller lægge en hånd på skulderen og sige: »Der tog jeg vist fejl.«

Det er en vigtig del af det, der skal til for at få en god karakter i de såkaldte udviklinger, som er en fast og altid nervepirrende del af livet som dommer. Det betyder kort sagt, at en erfaren dommer jævnligt kommer ud og ser den kamp, man dømmer, og bagefter giver en times feedback i omklædningsrummet. Det hele ender med en karakter som facit.

I Jens Rohdes tilfælde starter karakteren på 6,0 ved kampens begyndelse, og så trækker hver fejl ned. Ender man under 5,0, ligger man til nedrykning, over 5,5 til oprykning.. Jeg var talentdommer, og derfor gik min skala fra UNDER NIVEAU til OVER NIVEAU med pile op og ned.

Gode karakterer er naturligvis fundamentet for at rykke op i en bedre række. Det er det, der lige er lykkedes for Rohde.

Jeg er blevet »udviklet« 78 gange i mine 359 kampe, nogle gange som linjedommer, de fleste som manden i midten. Og de to-tre sider papir, man får med sig efter hver eneste kamp, fungerer nu som en scrapbog i personlig udvikling, hvori en ung mand kæmper med selviscenesættelsen.

»Mest af alt kommer du til at tvivle lidt på dig selv og på, om du har dømt rigtigt,« står der i en udvikling efter en kamp i Aalborg. »Denne følelse skal du lære af, og næste gang skal du straks få overbevist dig selv om, at du selvfølgelig har ret. Det kan gøres ved at være ekstra markant, endnu mere verbal og endnu mere styrende – det vil sige, at du stepper op, så snart du mærker spillernes angreb på dig.«

{embedded type="node/bondquotes" id="62297" width="half_width" align="left"}

I en anden fra en kamp i Vestjylland står der:

»Det hele handler om, at du ikke REAGERER på episoderne. Brug her fløjten og et markant rolleskift som et klart og tydeligt ledelsesredskab – få spillerne efterbehandlet, så alle på Spjald Stadion ikke er i tvivl om, at grænsen er nået.«

Et tredje eksempel er fra en kamp, jeg dømte i Søften lidt uden for Aarhus. Det var sidste runde i sæsonen, og vinderen af kampen ville rykke op. »En gave af en kamp,« står der indledningsvis i min udvikling. Underforstået: Spillerne er (over)tændte, og jeg får bunker af muligheder for at vise mig frem som leder.

Den kamp vender vi tilbage til.

Tre skøn i minuttet

Ifølge det engelske forbund for professionelle fodbolddommere foretager en dommer 245 skøn i hver Premier League-kamp. Det er tre i minuttet. På samme tid rører en spiller gennemsnitligt bolden én gang.

Selvom det er nemt at gøre sig morsom over, at brillemærket Thiele sponsorerer de danske fodbolddommere, viser den engelske undersøgelse, at dommerne er bedre end deres ry. 98 procent af beslutningerne på banen er korrekte. Nok lidt færre i de lavere rækker.

Det er også langt de fleste kampe på de danske baner, som foregår med præcis den intensitet – hverken for meget eller for lidt – som gør fodbolden til den mest populære sport i kongeriget, hvor mere end 350.000 danskere er aktive spillere. Nogle gange bliver det grimt, aggressive spillere er endt med en fængselsdom, men som regel behandler spillerne dommeren pænt.

Det viser den seneste opgørelse fra DBU også. På tværs af 84.000 danske kampe i 2022 var der fire sager om vold mod dommeren. 15 om trusler. De 19 sager er et stort fald fra 2007, hvor der var 71 sager.

Selvom Rohde har fået at vide, at han »kraftedeme er lige så elendig en dommer, som han er politiker«, har han ikke haft en oplevelse, som ikke kunne klares med sanktionerne fra fodboldloven, de gule eller røde kort. Det har jeg. Det var til en kamp uden linjedommere, samme dag som der var byfest i en mindre nordjysk by. Hjemmeholdet tabte, og jeg blev passet op af en plørefuld tilskuer ved omklædningsrummet. Han mente, at det var min skyld. Om han havde ret den dag for knap ti år siden, husker jeg ikke længere, men intimiderende var det.

I langt overvejende grad er det dog sjovt at dømme, siger Rohde. Men af og til rammer man ind i kamp, hvor skideballerne fyger til højre og til venstre af uforklarlige årsager, eller fordi man dømmer dårligt. Så kan temperamentet godt løbe af med Rohde, selvom han har en ballast fra politik at stå imod med, når bølgerne går højt inde på banen.

»Jeg kommer til at sige 'nu holder du din kæft'. Han bliver fornærmet og siger så, at jeg skal tale ordentligt til ham,« siger Rohde om en af den slags kampe.

»Det har han jo ret i. Jeg skulle være den myndige dommer, men når jeg har hørt på en affaldsspand af brok fra publikum, trænere og spillere de sidste 45 minutter, kan min lunte blive kort. Også for kort. Jeg gav ham selvfølgelig en undskyldning efter kampen, men det ærgrer mig altid, når det ikke lykkes mig at udvise ro.«

Den nedkogte essens

Tilbage til oprykningskampen i Søften. En gave af en kamp, som min udvikler sagde. Eller som Søften GFs formand skrev i medlemsbladet efter kampen, som havde 700 tilskuere og en udsolgt pølsebod:

»De sidste 16 minutter plus dommerens fem minutters tillægstid var på én og samme tid både de værste og de bedste, jeg længe har oplevet på Søften Stadion eller på noget andet stadion for den sags skyld.«

Midt i det drama står jeg, en grønskolling, der stadig er våd bag ørerne og med et skæg så tyndt, at det gør det modsatte af at camouflere min alder. Hjemmefra har jeg råbt ad spejlet, forsøgt at opdrive det temperament, der ikke findes.

»Du har nu to muligheder,« råber jeg ad mit eget spejlbillede. »Du kan enten fortsætte som hidtil, eller du kan ændre din opførsel. Vælger du det første, finder jeg det gule kort frem, vælger du det andet, behøver vi ikke tale sammen igen.«

Det er ordene, jeg vil bruge, når jeg uundgåeligt skal skælde en voksen mand ud, for hvis bare ordene falder som en maskingeværsalve, præcist og kort, opdager ingen, at det blot er et skuespil. Vel?

Udvikleren i denne kamp er tilfældigvis den samme, som har givet Jens Rohde en høj karakter i hans seneste udvikling her syv år senere. Han er en mand, som har meget at sige i den jyske seriefodbold. En slags skildvagt til rækkerne, hvor det bliver rigtigt sjovt.

Kort inde i første halvleg dukker balladen op. Lang bold op mod udeholdets mål. Målmanden styrter ud af sit bur for at nå bolden før angriberen, og lige omkring kanten af straffesparksfeltet tager han den med hænderne. Er det uden for feltet, skal angriberen have frispark og målmanden et gult kort, som i denne række betyder en udvisning i ti minutter. Er det inden for feltet, gør målmanden ikke noget galt. Potentielt er det en kampafgørende situation. Jeg skal beslutte mig på et splitsekund efter en 80 meter lang spurt. Hjertet pumper hidsigt, vejrtrækningen er overfladisk.

Det første, jeg gør, er at se på min linjedommer. Inden kampen har jeg instrueret ham i, at han med kroppen skal vise, om han vurderer bolden inden- eller udenfor i grænsetilfælde som dette. Trænere og spillere kender også vores tegn, så selvom de er subtile, ved de, hvad vores vurderinger er.

Linjedommeren, som står på linje med bolden, skyder venstre skulder i retning mod hjørneflaget. Han mener, at bolden er inde i feltet, og derfor skal jeg ikke gøre noget. Jeg er stensikker på, at målmanden bruger handskerne uden for feltet. Men signalet fra linjedommeren gør mig i tvivl.

Netop sådan en situation er den nedkogte essens af at dømme fodbold. Hvad jeg gør som det næste, kan ødelægge 700 menneskers dag, et helt holds sæson, og marginen kan måles på centimeter. Der er naturligvis ikke installeret VAR-kameraer på Søften Stadion, så øjnene hviler på dommeren. Ser han sikker ud, når han enten afviser eller dømmer frispark, tror langt de fleste spillere og tilskuere, at han har ret.

Men jeg er i tvivl. Hvad skal jeg gøre?

Jeg stikker fløjten i munden og blæser. Det virker ikke overbevisende, men det er rigtigt, det er jeg sikker på nu. I kampens hede glemmer jeg at give målmanden det gule kort, han fortjener.

»Pust dig op, vis sikkerhed!« står der i udviklingen om situationen. Fem ord, som gengives gang på gang i forskellige afskygninger i mine mange udviklinger.

Selvom kendelsen selvfølgelig giver ballade, dømmer jeg en hæderlig kamp. Nok den, jeg er mest stolt af. Resten af kampen er intens og bølgende. Føringen skifter. Først er hjemmeholdet på vej til at rykke op, så er det udeholdet. Jeg bliver nødt til både at bruge gule og røde kort, for at det ikke ender ustyrligt. Hjemmeholdet ender med at rykke op, og det kan udeholdet heldigvis takke sig selv og ikke dommeren for.

Maskeret tvivl

Jeg spørger Jens Rohde, om han også synes, at det er svært at udstråle sikkerhed, når han er i tvivl.

»Jeg er fuldstændig iskold,« siger han. »Hvis du på noget tidspunkt udviser tvivl, taber du det hele på gulvet.«

Jeg tænker, at det må være skønt at have det sådan på banen, men kradser man lidt i det, så er Rohde selvfølgelig også i tvivl. Han er bare god til at maskere det.

»Jeg har spillet meget teater, da jeg var yngre. Selvom du glemmer teksten, er du bare nødt til at fortsætte. Du er nødt til at komme igennem det.«

Men det kan også blive for meget. I hvert fald for mig.

Den tredjesidste kamp, jeg dømte, var reelt den, som fik bægeret til at flyde over. Længe havde der været et misforhold mellem den tid, jeg brugte, og det, mit talent berettigede til.

Jeg ville generobre mine weekender.

Dråben var en kampafgørende fejl, et straffespark, der aldrig skulle være dømt, i en kamp, jeg ellers burde være stolt af. I scrapbogen fra kampen står der UNDER NIVEAU, karakteren, som fejl af denne karat automatisk medfører.

Karakterer i denne ende af skalaen har Rohde endnu ikke fået, selvom de er umulige at styre uden om. Men han er jo også kun en granvoksen grønskolling.

{embedded type="node/custom_code_html" id="49312"}

Jesper Lesager

Til VM uden støvler og skinner