Når døden os skiller

Spørgsmålet om aktiv dødshjælp deler igen vandene i Danmark. På den ene side står et stort flertal i befolkningen, som er tilhængere af aktiv dødshjælp, og som har fået fornyet medvind, efter at statsminister Mette Frederiksen i sin tale på Folkemødet og i et interview her i avisen tilsluttede sig sagen. På den anden side står Etisk Råd, en stor del af de danske patientforeninger og ikke mindst Lægeforeningen.

Men selvom Lægeforeningen repræsenterer alle læger, findes der dissens i rækkerne. I 2017 foretog Kristeligt Dagblad en undersøgelse, som viste, at knap hver femte af 410 danske læger var for aktiv dødshjælp. En af dem er Søren Mehl Knudsen, narkoselæge på sygehuset i Køge.

»I min verden dør al argumentation over for det frie valg,« siger han. »Det er en beslutning, man selv skal træffe, lidende og uafvendeligt døende, men vågen og klar.«

Søren Mehl Knudsen fortæller, at enhver læge ved, hvilke receptpligtige præparater som uden komplikationer og med garanti tager livet af et menneske.

»Det er jo det, der er så frygteligt ved Lægeforeningens holdning. Lægerne i Danmark er de eneste, der til enhver tid kan slå sig selv og deres familie ihjel,« siger han. »Men med et nej forhindrer man den almindelige dansker i at komme herfra lidelsesfrit.«

Det værste mareridt

Knudsen er, foruden at være læge, klaustrofobiker. Hans værste mareridt: en hjerneblødning i hjernestammen, en neurodegenerativ sygdom som ALS, en tilstand, som låser ham inde i egen krop.

»Først kan man ikke bevæge sig, og så bliver man kvalt, når vejrtrækningsmuskulaturen som det sidste sætter ud,« siger han. »Det er jeg utroligt bange for, og det vil jeg have lov til at gøre ende på.«

Låses han inde i egen krop, har han en aftale med kolleger om, at de skal tage livet af ham. Sådanne aftaler indgås allerede i studietiden, siger Knudsen, der blev læge lige efter årtusindskiftet.

En legalisering af aktiv dødshjælp skal naturligvis ikke ende med kilometerlange køer til dødslægerne, understreger Knudsen. Der skal opstilles betingelser for, hvem der skulle kunne få aktiv dødshjælp. Det er her, det kan blive svært: Skal demente have lov? Psykisk syge? Børn? Søren Mehl Knudsen?

Vi burde se til Holland, som har haft aktiv dødshjælp siden 2002, siger Knudsen. Cirka fire procent dør her med lægernes hjælp. Det ville svare til 2.400 personer om året i Danmark.

I Holland er kriterierne, at man skal være ubærligt lidende og uden udsigt til forbedring af sin tilstand. Det skal være frivilligt og et ønske over tid. Demens og psykisk sygdom udelukker muligheden for aktiv dødshjælp, og mindst to læger, hvor den ene er uvildig, skal se patienten. I 2016 var 88 procent af den hollandske befolkning tilhængere. Modstanden findes især i stærkt religiøse miljøer.

Det hollandske eksempel er dog en glidebane, mener Lægeforeningen: Flere og flere bliver indlemmet i kriterierne, senest børn ned til 12 år, som skal have forældrenes accept.

»Men hvorfor skal børn, der er lidende og uafvendeligt syge, lide, når voksne ikke skal?« spørger Søren Mehl Knudsen og påpeger, at man kan være lige syg, hvad enten man er 15 eller 95.

Dødslæger

Indtil for nylig var Danmarks nok vigtigste patientforening, Kræftens Bekæmpelse, imod aktiv dødshjælp. Nu stiller foreningen sig neutralt. I hvert fald indtil Etisk Råd forventeligt udkommer med deres overvejelser i løbet af de næste år.

Et skifte finder også sted internationalt. Den britiske lægeforening ændrede i 2021 holdning fra at være imod til at forholde sig neutralt. Spanien, Portugal og New Zealand har for nylig lovliggjort den aktive dødshjælp, og dermed er listen nu otte lande lang.

Om det er tegn på tektoniske forskubbelser i retning af at give døende en statssponsoreret ret til at komme herfra, er endnu for tidligt at sige. Under alle omstændigheder får det ikke den danske lægeforening, der sidst reviderede deres politik på området for seks år siden, til at vakle.

»Med de erfaringer, vi har fået fra udlandet de seneste seks år, vil Lægeforeningen i min optik lande samme sted, måske endda med en indskærpelse,« siger Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen, hvis medlemmer, i tilfælde af en legalisering, skulle udføre den aktive dødshjælp.

Hun mener, at vi har brug for at styrke mulighederne for den lindrende behandling af patienter frem for at tilbyde døden.

»Aktiv dødshjælp er en behandling, som adskiller sig fundamentalt fra det, vi mener, en læge skal. Nemlig at forsøge at helbrede. Formålet med aktiv dødshjælp er at slå ihjel,« siger Rathcke.

Nøgleordet er formålet. Det er nemlig grunden til, at vi tillader såkaldt passiv dødshjælp med Lægeforeningens billigelse. Passiv dødshjælp er at stoppe eller aldrig starte en behandling, men i stedet lindre smerterne, hvorimod den aktive dødshjælp inducerer døden.

»Den passive dødshjælp er rettet mod patientens symptomer, hvor konsekvensen i yderste instans kan være, at livet holder op på grund af den høje dosis smertestillende. Den aktive dødshjælp er derimod meget, meget bevidst, og succeskriteriet er patientens død. Det mener jeg grundlæggende ikke skal være et tilbud i det danske sundhedsvæsen og en opgave, vi skal pålægge vores læger.«

Formanden for Lægeforeningen gør sig dog skyldig i et etisk krumspring, mener Søren Mehl Knudsen, der til hverdag står på intensivafdelingen, hvor de »forkorter livet for patienterne, når alle behandlingsmuligheder er udtømte«.

»Det kan være lige meget, hvad intentionen er, når du udmærket ved, at konsekvensen er, at patienten dør,« siger han.

Han mener, at det de facto er aktiv dødshjælp, de udfører på landets sygehuse. Passiv dødshjælp er bare uden patientens samtykke, for de er så syge, at lægerne træffer beslutningen for dem. Ingen læger skal pålægges at yde aktiv dødshjælp, mener Knudsen, men retten skal gives til patienterne.

Det mener Visti Torbjørn Nielsen også. Ud over at køre lægebil og flyve lægehelikopter for Forsvaret er han intensivlæge på Bispebjerg Hospital. Der foregår den passive dødshjælp på samme måde som i Køge.

Visti Torbjørn Nielsen udtaler sig her som privatperson. Han fortæller om situationer, hvor uafvendeligt døende får så høje doser af smertestillende, at de dør ti minutter senere.

»Nogle læger føler sig presset til at holde patienterne i live langt ud over, hvad der er værdigt. Både fra pårørende og internt. De bliver nødt til at bilde sig selv ind, at der er bedring i deres tilstand.«

– Ville du kunne give aktiv dødshjælp, altså slå en patient ihjel?

»Uden problemer,« siger Visti Torbjørn Nielsen. »Men der skal være et solidt fagligt netværk. To eller tre uvildige læger, som skal vurdere, om patienten har fuld selvbestemmelse, at de ikke er demente eller psykisk syge. Det skal ikke være sådan, at jeg kan have en dårlig dag, tage på arbejde og udføre aktiv dødshjælp.«