
Illustration: Louise Rosenkrands
Bedste. De fleste knytter sig stærkere til mormor end farmor. Det er der gode evolutionære grunde til.
Alle elsker mormor
Når jeg bager pandekager, er det efter min mormors opskrift. Hun er en familielegende – husholdningslæreren Esther Margrethe Fogh, der kørte rundt med potter og pander spændt fast til sin cykel for at undervise på forskellige skoler. Min mormor røg cerutter og faldt for min morfar, fordi han lignede John Wayne.
I dag har jeg hendes gamle forlovelsesring i kommoden og stolen fra hendes stadsstue i et hjørne ved vinduet. Min mormor døde, da jeg var ni, men står stadig stærkt i min bevidsthed, og det er der intet ualmindeligt ved. I en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Moos-Bjerre A/S og Norstat Danmark svarer 42 procent af danskerne, at de er tættest knyttet til deres mormor og morfar, mens kun 20 procent svarer farmor og farfar. 20 procent har samme tilknytning til begge sæt bedsteforældre.
Del: