Den oversete teenager

Det er ikke altid, Amalies mor kommer med de bedste råd. Der var for eksempel dengang, Amalie havde det svært i sin klasse, og en eftermiddag fortalte hun sin mor, at én af de andre piger havde sagt nogle grimme ting til hende.

»Så siger min mor: 'Ej, så skal du bare sige stop til hende.' Ja, det hjælper meeega meget,« siger 14-årige Amalie tørt.

Amalie Schmølcker Vestergård bor sammen med sine forældre og to større søskende i Tågerud lidt uden for Odense. Som regel foretrækker hun at klare sig selv, og hun kan bedst lide, når hendes forældre nøjes med at lytte og ikke forsøger at løse problemerne:

»Jeg vil gerne føle, at det er mit valg, og jeg ikke skal gøre præcis, hvad de siger til mig,« siger Amalie.

De tidlige teenageår kan være en kompliceret tid i forholdet mellem børn og deres forældre. I takt med, at de unge begynder at få et liv uden for hjemmet, må forældrene gradvist slippe tøjlerne.

Ofte beskyldes moderne forældre for at være curlingforældre, der involverer sig for meget i deres børns liv. Men mange forældre giver nærmere slip for hurtigt, mener familieforsker Ina Koning fra Vrije Universiteit Amsterdam:

»Det er en sejlivet idé, også i forskningen, at samvær med forældrene ikke betyder noget, når børnene bliver ældre. Men sådan fungerer det ikke – forældre er nødt til at blive ved med at blande sig,« siger den hollandske forsker.

Det gælder dog om at holde tungen lige i munden, advarer Koning, for ikke al indblanding virker efter hensigten.

En følsom tid

Når det diskuteres, hvor meget tid forældre bør bruge med deres afkom, så kredser spørgsmålet næsten altid om små børn. I de seneste år har medierne bragt en lind strøm af artikler og kronikker, hvor bekymrede pædagoger og eksperter advarer mod, at børn tilbringer for meget tid i institution og for lidt med deres forældre.

I forskningen er det dog svært at finde belæg for, at moderne forældre er for lidt sammen med børnene i deres første leveår. Når man laver detaljerede studier af, hvad vi bruger tiden på, viser det sig, at forældre er mere sammen med deres børn end nogensinde, og der er meget lidt, der tyder på, at børn skulle tage skade af at komme tidligt i vuggestue eller være længe i børnehave.

Men for en anden aldersgruppe – de store børn og teenagerne – ser det faktisk ud til, at familietid er en afgørende faktor. Det er blandt andet konklusionen i et studie fra 2015, hvor familieforsker Melissa Milkie fra University of Toronto ser på, hvor meget børn i forskellige aldersgrupper er sammen med deres forældre, og hvordan de klarer sig på forskellige parametre.

Studiet viste ikke nogen sammenhæng for drenge og piger under 11 år, men for børn mellem 12 og 18 var det tydeligt, at dem, der brugte mere end en time med deres mødre om dagen, klarede sig bedre i skolen og havde færre adfærdsproblemer. Det fik Milkie og hendes kolleger til at kritisere det stærke kulturelle fokus på små børns behov:

»Det er vigtigt at sørge for, at børn har støtte fra deres forældre over hele deres livsforløb,« understreger Melissa Milkie i en mail til Weekendavisen.

Andre studier peger i samme retning. I 2021 viste finske forskere, at unge, der brugte mere tid med deres forældre, var mere tilbøjelige til at tage en lang uddannelse, og tidligere i år konkluderede et studie anført af førnævnte Ina Koning, at unge, der laver noget med deres forældre mindst én time om dagen, er mindre tilbøjelige til at ryge, drikke eller bruge sociale medier uhensigtsmæssigt – uden at det i øvrigt ser ud til at gå ud over mængden af tid, de bruger med deres kammerater.

Selvom studier som Milkies og Konings viser en klar sammenhæng, fortæller de ikke nødvendigvis, om det er tiden med forældre, der får børnene til at opføre sig mere fornuftigt – eller om forbindelsen nærmere skyldes, at det er nemmere for forældre at være sammen med artige børn.

Andre videnskabelige studier peger dog i retning af, at tid med forældrene har en effekt på teenageres opførsel. Amerikanske forskere har for eksempel vist, at universitetsstuderende opfører sig mere fornuftigt – spiser sundere og motionerer mere – på de dage, hvor de har talt i telefon med deres forældre i mere end 30 minutter.

Giver vi slip for tidligt?

Der er dage, hvor 14-årige Amalie ikke ser sine forældre ret meget. Morgenerne kan være travle, og om eftermiddagen, når hendes far og mor kommer hjem fra arbejde, er Amalie og hendes søskende ofte taget til fodbold, i fitnesscenter eller på arbejde. Andre gange er moderen og søsteren taget ud for at ride. De travle hverdage passer Amalie fint:

»Jeg kan godt lide at være sammen med min familie, men jeg kan også godt lide at have min tid alene,« siger hun.

Jo ældre børn bliver, jo mindre tid bruger forældrene sammen med dem. Især i 11- til 15-års-alderen begynder børnene at orientere sig mod vennerne og lave færre ting med deres forældre, fortæller familiesociolog Karen Margrethe Dahl, som forsker i det moderne familieliv ved VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Mens 89 procent af alle børn på tre år spiser aftensmad med deres forældre hver dag, gælder det for eksempel kun for 75 procent af 15-årige, viser en vidensopsamling fra VIVE udgivet i 2018.

»Ofte er der et markant vendepunkt omkring 12-13 år,« siger Karen Margrethe Dahl.

At børn med tiden vender sig væk fra forældrene, er naturligt og på mange måder sundt, understreger hun. Men måske er nogle danske forældre lige hurtige nok til at give slip.

Det mener Maria Koch Aabel, som er leder af initiativet Fælles om ungelivet, et program under Sundhedsstyrelsen, som blandt andet har til formål at mindske unges brug af alkohol og andre rusmidler. Projektet trækker på erfaringer fra Island, hvor man har set, at forældres involvering har en stor betydning for unges alkoholvaner.

»Der er mange forældre i Danmark, som ikke tror, de har så stor betydning, når deres børn bliver lidt ældre. De har en fornemmelse af, at nu er løbet kørt, eller nu kan jeg ikke gøre så meget mere,« siger Maria Koch Aabel.

I en undersøgelse, som Fælles om ungelivet fik lavet i 2021, erklærede 54 procent af forældrene sig enige i, at »Det er langt vigtigere, at et barn i mit barns alder bruger tid med sine venner end sine forældre«.

Ideen om de ligegyldige forældre er ikke grebet ud af den blå luft. I midten af 1990erne formulerede den amerikanske psykolog Judith Harris sin group socialization theory, som hævder, at store børn og unge stort set kun socialiseres af deres jævnaldrende. 

Men den indflydelsesrige teori holder næppe vand. Faktisk tyder meget på, at de tidlige teenageår er der, hvor forældrene har størst indflydelse. 

Sidste år viste danske og amerikanske økonomer eksempelvis, at det giver større afkast – i form af mere uddannelse og mindre kriminalitet – når forældre investerer i deres børn i midten af barndommen og ind i teenageårene, end når investeringen sker i de tidligste år af børnenes liv. Et fund, som vi tidligere har skrevet om her i avisen.

»Vi prøver at gå ud og aflive den her myte og fortælle forældrene, at de faktisk har en stor betydning stadigvæk,« siger Maria Koch Aabel.

Og børnene selv? Ja, de er overraskende enige. I en analyse lavet af Børnerådet i 2015 blandt 1.500 elever i 8. klasse svarede 89 procent, at de synes, tiden med familien er vigtig.

De fleste unge i undersøgelsen er tilfredse med den tid, de bruger med deres forældre, men der er en betydelig andel, der ikke synes, der er nok familietid: Op mod 25 procent af de unge siger, de gerne ville bruge mere tid med deres forældre. Det er især tid med far, som efterlyses.

8.-klasseseleven Sigurd, som er blevet interviewet til analysen, fortæller, at han ville ønske, hans far havde mere tid til ham: »Jeg synes, han er ret meget til træning. Og jeg føler sådan lidt, at 'nå okay, far han er her ikke'. Det er bare sådan blevet hverdag, at han ikke er her, og det synes jeg ikke er særligt godt,« siger han.

Bedrageriske teenagere

Nogle forældre har måske svært ved at genkende billedet af teenageren, der sukker efter mere tid og interesse fra forældrene. I analysen fra Børnerådet er der da også 16 procent, som siger, at deres forældre »viser for meget interesse«.

Familiesociolog Karen Margrethe Dahl har selv to teenagedrenge, og selvom hun selv forsker i det perfekt kalibrerede forældreengagement, er det ikke altid nemt at overbevise dem om værdien af familietid.

»Jeg kan godt have alle mulige ideer om, hvad vi skal lave sammen. Men så har de en gamingaftale med deres venner. Der er bare noget, der er mere spændende end at sidde og spille brætspil med mig,« siger hun.

»Jeg kunne godt spille med dem, men jeg er så dårlig til det. Hvorfor skulle de synes, det var sjovt at game med mig? Altså, det ville de synes var så kikset.«

Teenagere findes i forskellige temperamenter og med meget varierende lyst til at dele ting med deres forældre. Det er konklusionen i et nyere studie fra Schweiz, hvor forskerne inddelte de unge i tre forskellige grupper: de reserverede, de kommunikerende og de bedrageriske – alt efter hvor tilbøjelige de unge er til at dele ting med, eller lyve for, deres forældre.

For de forældre, der har at gøre med en særligt tvær eller bedragerisk teenager, kan det være fristende at gribe til mere hårdhændede former for kontrol. Men her skal man virkelig passe på, viser forskningen.

Mens strikse regler ser ud til at have en vis beskyttende effekt, når det handler om at begrænse unges alkoholforbrug, så ser de ikke ud til at virke, når det gælder problematisk brug af sociale medier.

Det ser heller ikke ud til, at det hjælper at overvåge teenagerne. For selvom børn ser ud til at opføre og klare sig bedre, hvis deres forældre ved, hvor de er, så gælder det kun, hvis de involverer deres forældre frivilligt. I nogle tilfælde kan overvågning ligefrem give bagslag, viser endnu et studie fra Holland: Teenagere, der kommer fra ressourcesvage familier, ser ud til at opføre sig værre i perioder med mere overvågning og kontrol.

Hvis overvågningen ikke afspejler et reelt engagement i og forståelse for de unges liv, kan det give en falsk tryghed, siger den hollandske familieforsker Ina Koning:

»Mange forældre føler, at hvis de monitorerer deres børn gennem telefoner eller smart-ure og hele tiden kan komme i kontakt med dem, så er de involveret i deres liv. Men faktisk gør de ikke ret meget,« siger Koning.

»Den fysiske og følelsesmæssige involvering er nødt til at være til stede. Du er nødt til faktisk at interagere med dit barn,« siger Ina Koning.

En bedre slags selvstændighed

Nogle gange er der ting, Amalie på 14 ikke har lyst til at snakke med sine forældre om. Ting, hun har brug for selv at finde ud af. Hvis en af hendes venner ringer til hende for at løse en konflikt, kan hun godt blive irriteret, hvis hun kan mærke, at vennens forældre sidder lige ved siden af. 

Andre gange er hun glad for, at hun stadig kan få hjælp. Som dengang for nogle måneder siden, hvor en dreng var kommet hen til Amalie i et frikvarter og var begyndt at tage kvælertag på hende ud af det blå. Hendes to veninder sagde, han skulle stoppe, men han blev ved.

Hun kan ikke huske, hvor længe det varede, men det var nok til, at hun ikke rigtig kunne trække vejret.

»Jeg gik lidt i panik. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre,« siger Amalie.

Da hun kom hjem fra skole den dag, var hendes mor hjemme.

»Hun lyttede til mig, og så var hun sådan, ‘det er da ikke okay, og det skal vi da lige have snakket om med Gitte, hvis det er okay med dig’. Og så skrev hun til min lærer,« fortæller Amalie.

Selvstændighed har altid været en stærk opdragelsesværdi i Danmark, fortæller familiesociolog Karen Margrethe Dahl, også mere end i mange andre lande. Og selvom de danske forældre er blødt lidt op de seneste år, så er mange stadig nervøse for at blande sig for meget.

Men måske er det den forkerte slags selvstændighed, vi stræber efter.

Tidligere i år udgav belgiske sociologer en videnskabelig artikel, hvor de opridser to forskellige definitioner af selvstændighed: Der er selvstændighed som uafhængighed – evnen til at klare sig selv uden hjælp fra forældrene – og så er der selvstændighed som »viljestyring«, altså evnen til at træffe egne beslutninger.

Traditionelt har både forældre og forskere fokuseret på de unges evne til at klare ting uden hjælp. Men den evne ser ikke ud til at være forbundet med højere trivsel, tværtimod. Til gengæld ser de unge, der ved, hvad de vil, og er i stand til at handle derefter, ud til at klare sig godt.

»Selvfølgelig skal man som forælder passe på med at tage magten. Men jeg tror ikke, vi skal være så bange for at kræve noget af teenagernes tid,« siger Karen Margrethe Dahl.

»Det kan godt være, at vi forældre skal være lidt bedre til at sige: I dag så skal vi det her, og jeg er sikker på, at det bliver sjovt, og så kan du bestemme over din tid, når du kommer hjem igen.«

Indimellem er man oppe imod stærke kræfter, medgiver hun. Der er perioder, hvor teenagere vil forsøge at komme væk fra forældrene for at blive sig selv, og det er svært at gøre noget ved.

»Der må man ligesom bare stå klar på den anden side,« siger Karen Margrethe Dahl.

Familiesociologens egne sønner er 15 og 19 år, og de er »ved at komme lidt ud på den anden side igen«, siger hun. Lidt mindre modvillige, lidt mere overbærende.

I Amalie Schmølcker Vestergårds familie har de en aftale om, at familien samles efter aftensmaden for at se noget i fjernsynet. Nogle gange ser de Den store bagedyst, andre gange Robinson Ekspeditionen eller Linde på Langeland. Det er ikke altid, de kan blive enige om det, og nogle gange kunne Amalie godt have lyst til at gå for sig selv og læse en bog i stedet. Bare have sin egen tid. 

Men hun kan også godt lide at sidde der i sofaen sammen med resten af familien.

»Hvis man synes, det er rigtig kedeligt, så må man sidde og kigge på sin telefon lidt. Man skal bare være der.«

Amalie Schmølcker Vestergård har tidligere medvirket i Hvad tænker du på?, Weekendavisens ugentlige børneinterview.